Første bog om domsanalyse

Lektor Troels Michael Lilja og hans medforfatter Karsten Naundrup Olesen vinder særpris for ny bog.

30/08/2012

Evnen til at analysere og forstå domme er central for jurister, fordi den enkelte dom kan være med til at danne fremtidig praksis på det pågældende område.

Det er en af årsagerne til, at lektor Troels Michael Lilja fra Juridisk Institut ved Copenhagen Business School sammen med en kollega netop har fået udgivet en ny bog, der er den første i Danmark, som går ind i en nærmere analyse af ordlyden i de enkelte domme.

Bogen Domsanalyse beskriver, hvad man kan udlede af argumentationen i dommen, og hvilke ting retten har lagt vægt på. Den forklarer også nogle teoretiske grundbegreber om fortolkningsmetoder, som er nyttige at kende, for at kunne foretage en konkret domsanalyse.

Endelig viser bogen, hvordan en dom konkret kan analyseres. Det sker med udgangspunkt i en række udvalgte domme, som analyseres.

Bogen er skrevet sammen med kollegaen Karsten Naundrup Olesen, og den vandt en Særpris ved forlaget Samfundslitteraturs årlige lærebogskonkurrence. 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 31/10/2012