CBS og Microsoft sammen omkring forskning i verdensklasse
Den tredje generations software bliver enkel, billig og bedre
Som led i partnerskabet omkring 3gERP-projektet er det lykkes CBS at tiltrække to forskere i verdensklasse inden for software-baserede forretningssystemer: Professor Petra Schubert fra University of Koblenz-Landau og professor Suprateek Sarker fra Washington State University.
De to professorater er led i et fælles forskningsprojekt mellem Microsoft og et hold forskere fra CBS, Københavns Universitet samt en håndfuld udenlandske universiteter med CBS-professor Niels Bjørn-Andersen i spidsen. Det såkaldte 3gERP-projekt har til formål at definere fremtiden inden for udvikling af tredje generations ERP (Enterprise Resource Planning) til små og mellemstore virksomheder.
- Den tredje generations software handler om at videreudvikle enkle omkostningsminimerede systemer, som gør det let for virksomheder og brugere at styre deres forretning samt at vedligeholde, tilpasse og opgradere systemerne, forklarer Niels Bjørn-Andersen.
CBS på forkant med udviklingen
– Når MDCC (Microsoft Development Center Copenhagen) har valgt at slå kræfterne sammen med CBS og Københavns Universitet om dette projekt, skyldes det universiteternes stærke forskningskompetence, som vil gavne vores kunder, der får adgang til de allerbedste produkter og løsninger – også i fremtiden. Samtidig vil projektet bidrage til at styrke Danmarks konkurrenceevne ved, at vi i fællesskab og i samarbejde med internationale topkompetencer er i stand til at definere og udvikle fremtidens teknologier og produkter, siger administrerende direktør for MDCC, Charlotte Mark.
Resultatet af de kommende timer i forskningslokalet vil ikke kun komme Microsoft til gode – også hos CBS er forventningerne store.
- Det er meget sjovere for os som forskere og for vores studerende at arbejde med det, som endnu ikke er sket, og som du endnu ikke har læst om, men som tager form i fremtiden, end det er at arbejde med gårsdagens opfindelser, som allerede er forældet, når vi træder ind i undervisningslokalet. Undervisningen vil simpelt blive bedre og mere spændende, fordi den er fremtidsorienteret, siger Niels Bjørn-Andersen.
To verdensnavne kommer til CBS
Sponsorerne bag de 32 millioner, som 3gERP-projektet løber op i, er Højteknologifonden, Microsoft, CBS og Københavns Universitet.
Der er på nuværende tidspunkt tilknyttet 40 forskere til projektet, og den 27. oktober tiltræder altså yderligere to: Petra Schubert og Suprateek Sarker.
- Petra Schubert er den mest anerkendte forsker inden for ERP-systemer i Europa, og Suprateek Sarker er blandt de mest publicerende forskere i USA inden for feltet. Derfor vil de bringe en masse ny viden på bordet og være uundværlige i forskningen i den tredje generations ERP-software, siger Niels Bjørn-Andersen.
Læs mere om Petra Schubert og Suprateek Sarkers tiltrædelsesforelæsning her.