Doktorforsvar om hulkortet

- Et lille kort med stor betydning

16/03/2007

Et lille styk pap med huller. Mere er et hulkort ikke, men det lille kort har fået afgørende betydning for den måde, som vi i dag løser komplicerede samfundsopgaver som skatte- og momssystemer.

Egentlig var hulkortet en lappeløsning, der blev opfundet i USA i 1890, da man ikke havde en permanent organisation, der kunne varetage store samfundsmæssige opgaver som for eksempel en folketælling.

Senere er teknologien blandt andet blevet brugt under første verdenskrig, hvor det var helt afgørende at kunne overvåge forbrug af råvarer og produktion.

I sit doktorforsvar ”
From Describing to Mobilising: Shaping Punched Card Systems and Western Society 1880-
1945”
sætter lektor Lars Heide ikke fokus på selve teknologien men derimod hulkortets betydning for organisationer og samfundets udvikling:

”Selve hulkortet er jo bare kold teknik, og var det ikke blevet opfundet, så var der nok kommet noget andet. Teknikken skal bruges af en organisation for at virke, og det interessante er, hvordan hulkortet har været redskaber til at gøre administrationer mere ambitiøse og fået dem til at påtage sig langt større og mere komplicerede opgaver”, siger Lars Heide.

En af Lars Heides hovedkonklusioner er, at hulkortet ikke skabte samfund, men det har gjort komplicerede samfundsopgaver mulige at løse og er dermed blevet et vigtigt bidrag til samfundsændringerne fra slutningen af 1800-tallet til anden verdenskrig.

Lars Heide er cand. mag. i historie og matematik fra Århus Universitet (1978) og ph.d. i historie fra Odense Universitet (1990).

It-branchen har længe været amerikansk domineret, men amerikanerne fik først og fremmest et forspring, fordi de var organisatorisk dårlige og ikke havde et system, der kunne håndtere eksempelvis en folketælling. Afhandlingen viser også, at de amerikanske virksomheders dominans af hulkortbranchen, som var en forgænger for computerne, hvilede på organisatoriske problemer i USA og statsstøtte. De amerikanske producenter dominerede teknologiens videre udvikling, men her bidrog de europæiske producenter også afgørende.

Tid og sted

23.03 kl. 13

CBS, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg

Lokale: Deloitte Auitoriet S.10

Alle er velkomne

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 13/08/2007