Innovativ forskning får et klap på skulderen

- Britta Gammelgaard modtager Hedorfs Fonds Pris for Transportforskning

13/11/2009

Britta Gammelgaard modtager Hedorfs Fonds Pris for Transportforskning

Professor Britta Gammelgaard fra Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi har længe været brobygger mellem erhvervsøkonomi og transport- og logistikforskning. Hun har i det hele taget gjort sig en del bemærket gennem årene inden for dette forskningsområde, og nu kan hun så stolt tilføje prismodtager til listen.

Mandag den 2. november fik Britta Gammelgaard overrakt Hedorfs Fonds Pris for Transportforskning for sin forskning inden for innovation i transport- og logistiksektoren. Prisen er på 75.000 kr., den og blev overrakt af transportminister Lars Barfod.

Britta Gammelgaard er meget aktiv og har publiceret en lang række internationale forskningsartikler, været med til at udvikle de nordiske forskernetværk NOFOMA og NORDLOG og været en markant figur i interesseorganisationen Council of Supply Chain Management Professionals. Hendes forskning har også ført til en model, som skal fremme styring af proces-innovationer i transport- og logistisksektoren.

Under alle disse aktiviteter har hun samtidigt jongleret med bolden som studieleder for HD-studiet "Supply Chain Management" og formået at få indført et nyt valgfag " International Shipping og Transport", som understreger hendes passion for faget.

Hedorfs Fonds Pris for Transportforskning

Hvert andet år bliver prisen tildelt som belønning til en mand eller kvinde, som har gjort en særlig indsats inden for brobygning mellem forskning og transportområdet, især med henblik på:

- opnåelse af ny erkendelse inden for transportforskning

- faglig, herunder pædagogisk udvikling, til gavn for de transportrelaterede studier

- brobygning mellem transportforskningens mange discipliner

Det er tredje gang, at Hedorfs Fonds Pris for Transportsforskning uddeles.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 16/11/2009