Staten tjekker ikke mail og svarer sent

Undersøgelse: Kommunerne og regionerne er hurtigere ved tasterne end staten og svarer mere præcist

29/03/2010

Kommunerne og regionerne er hurtigst ved tasterne

I en netop gennemført e-mail-undersøgelse har professor Kim Normann Andersen og adjunkt Ravi Vatrapu taget temperaturen på digitaliseringen af den offentlige sektor. De har spurgt en lang række ansatte i stat, kommuner og regioner om adresse og åbningstider for afhentning af en forsendelse.

Danskerne klarer sig bedst

Undersøgelsen, der er en gentagelse af en kortlægning foretaget i New Zealand og Australien, viser, at regionerne og kommunerne svarer meget hurtigt, og at stort set alle har svaret efter to dage. Det er betragteligt hurtigere end kollegaerne i ministerierne og styrelserne.

Ud over de lange svartider i staten, er det opsigtsvækkende, at næsten hver tredje i staten ikke har svaret efter tre fulde arbejdsdage.

- De danske kommuner klarer sig markant bedre end deres kollegaer i New Zealand og Australien. Med til billedet hører også, at kommunerne svarer mere uddybende, eksempelvis med vedhæftning af kort og/eller angivelse af GPS-koordinater, siger Kim Normann Andersen.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 22/04/2010