Vidensdeling i virksomheden

Motivationsforskere i verdensklasse på CBS

25/10/2006

Motivationsforskere i verdensklasse på CBS

Medarbejdernes viden har efterhånden indtaget rollen som virksomhedens vigtigste ressource i kampen for at optimere konkurrenceevnen. Men hvordan motiveres medarbejderne til at dele deres specifikke viden, når vidensdeling på det personlige plan umiddelbart kan føles som tidsspilde og gøre den enkelte mindre uundværlig?

Mange virksomheder gør brug af eksterne motivationsfaktorer så som pengebelønninger, overvågning, regler og evaluering, men hvis virksomhederne vil opnå frivillig vidensdeling, bør de i stedet gøre brug af organisationsmekanismer, der formår at støtte den enkelte medarbejders følelse af autonomi, kompetence og sociale relationer. Det er et af hovedbudskaberne, når CBS fredag d 27. oktober får besøg af to førende motivationsforskere Edward Deci og Bruno Frey i forbindelse med workshoppen ”The Motivational Foundations of Knowledge Sharing”.

Edward Deci, som er blandt verdens førende motivationsforskere, er grundlæggeren af motivationsteorierne ”CET” (Cognitive Evaluation Theory) og ”SDT” (Self-Determination Theory). Siden 1970’erne har han gennem en række eksperimenter og undersøgelser blandt andet vist, at økonomisk teoris primære motivationsfaktorer, monetære belønninger og overvågning, kan have yderst negative effekter på medarbejderes intrinsic motivation og arbejdspræstation. Edward Deci står blandt andet bag bøgerne ”Intrinsic Motivation” og ” The Psychology of Self-Determinatio”.

Bruno Frey, én af Europas førende økonomer, har dedikeret en stor del af sin karriere til at udfordre traditionel økonomisk teori. Han er forskeren bag ”Motivation Crowding Theory”, der udspringer af Edward Decis forskningsresultater og psykologisk kontraktteori. Bruno Frey har således formået at ”oversætte” og udvide forskningsresultaterne fra social psykologi på en sådan måde, at de for alvor har fået en plads i organisationslitteraturen. Bruno Frey har blandt andet forfattet bogen ”Not Just for the Money: An Economic Theory of Personal Motivation”.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 26/10/2006