Uenighed om demokratiets udformning vanskeliggør det danske EU-samarbejde
(Photo © Radu Bercan/Shutterstock.com)
Af Claus Rosenkrantz Hansen
Den demokratiske styreform er et af de helt afgørende lighedstegn mellem Danmark og EU. Demokratiet burde derfor være en af de fællesnævnere, som kunne bidrage til at gøre det danske EU-samarbejde til en relativt ukompliceret affære.
Alligevel viser ny forskning, at netop demokratiet er en hovedårsag til, at det danske medlemsskab af EU vedbliver med at være et forhold kendetegnet ved skepsis og mistro. Især eksemplificeret ved EU-Domstolen, hvis afgørelser ofte skydes ned på de danske breddegrader.
”EU opfattes af danske EU-skeptikere som et sted med demokratisk underskud, fordi en domstol kan blande sig i den politiske proces og i de folkevalgtes arbejde. Det er stik modsat den danske forståelse af, hvad demokrati er for en størrelse og med til at vise det komplicerede og vanskelige i det europæiske samarbejde,” forklarer Michael Herslund, der sammen med kollegerne Irene Baron og Carsten Humlebæk har redigeret bogen Europæiske fællesskaber – Identiteter, fortællinger og konflikter.
Demokrati, velfærd og fællesskab
I løbet af bogens fire kapitler undersøger forfatterne, hvordan nationale fortællinger og identiteter kommer på kollisionskurs med EU’s fælleseuropæiske fortælling. Det gør de ved at analysere, hvad der kendetegner en række landes mesterfortælling, altså den fortælling, der fremstiller det selvbillede, som en nation ønsker at spejle sig i og vise udadtil.
”Mesterfortællingen er den autoritative version af en nations historie. Den defineres af den intellektuelle elite og de politiske magthavere. Men mesterfortællingen behøver ikke være den eneste fortælling i spil. Den kan udfordres af de fortællinger, som mindretal og marginaliserede grupper omgiver sig med,” forklarer Michael Herslund.
Den danske mesterfortælling handler om demokrati, velfærd og fællesskab, fortalt gennem historier om andelsbevægelsen, fagbevægelsen og besættelseskampen.
”Dermed kommer demokrati til at betyde noget andet for os danskere, end det gør andre steder i Europa, hvor mesterfortællingerne ser anderledes ud. I Danmark er der stor tillid til de folkevalgte politikere, der suverænt styrer efter devisen ’ingen over og ingen ved siden af Folketinget’, understreget af, at Højesteret kun en enkelt gang siden Grundlovens indførelse i 1849 har erklæret en lov for grundlovsstridig,” siger Michael Herslund.
Kort snor til de folkevalgte
Anderledes fortolkes demokratiet i EU. Her regerer en mere ideologisk opfattelse af demokrati, som betyder, at suveræniteten ligger hos folket. Godt nok vælges en række repræsentanter for folket, men de folkevalgte holdes i kort snor af en forfatning. Vedtages en lov, som er i strid med forfatningen, træder en forfatningsdomstol prompte til.
”Når EU præsenterer sig som et demokratiprojekt, er det i den kontinentale betydning. Det er altså en doktrin, hvor folket er suverænt og hvor en forfatningsdomstol hele tiden overvåger folkets valgte repræsentanter. Den er vi som danskere ikke med på,” mener Michael Herslund.
At vi som danskere ikke er begejstrede for EU’s kontinentale opfattelse af demokratiet, giver anledning til ikke bare kritik af EU-Domstolen, men også den generelle ’os’ og ’dem’-retorik, som kommer til udtryk i vendinger som ’nede i EU’ og ’det skal EU ikke bestemme’.
”Men dermed glemmer vi, at EU ikke eksisterer i sig selv. EU er 28 medlemslande, og Danmark er et af dem. EU opfattes herhjemme som et selvberoende væsen, der bestemmer over os, og det kan vi i Danmark ikke tolerere, fordi det konflikter med vores nationale uafhængige identitet,” siger Michael Herslund.
Skal det europæiske fællesskab baseres på en helt anden fortælling?
Den danske fortælling er langt fra det eneste eksempel på en national identitet, der kommer i opposition til den europæiske. England er endnu et eksempel på en nation, hvis fortælling er på kollisionskurs med den europæiske. I bogen stiller forfatterne derfor spørgsmålstegn ved, om EU’s version af den europæiske identitet er den rigtige til at fremme det europæiske fællesskab.
”Fortællinger indenfor EU er meget svære at synkronisere, fordi de er så forskellige. Det skinner igennem i mange eksempler, og man kan debattere, hvorvidt EU’s politisk baserede fortælling, hvor fællesskabsfølelsen skabes ved, at vi anerkender de samme institutioner og følger den samme lovgivning, er den rigtige til at konstituere en europæisk fællesskabsfølelse,” siger Michael Herslund.
I bogen skriver forfatterne, at et alternativ er at tænke på Europa som en historisk enhed, hvor musik, litteratur, arkitektur og historie udgør den fælles kulturarv, som landene kan samles om. En kombination af den politiske og den kulturbårne fortælling er ifølge bogens forfattere en måde at fremme en fælles europæisk identitet på. Men selvom EU skifter kurs i retning af det kulturbårne, er der stadig hindringer.
”Manglen på et fælles europæisk sprog er det næste problem. Uenighed om forståelsen af, hvad demokrati er for en størrelse, er bare et af eksemplerne på, hvad fraværet af et fælles sprog betyder,” mener Michael Herslund.
Mere info om Europæiske fællesskaber – Identiteter, fortællinger og konflikter
De øvrige bidragsydere til bogen er Kathrine Ravn Jørgensen, Erik Lonning, Lone Kølle Martinsen, Henrik Høeg Müller, Kristian L. Nielsen, Jeppe Juul Petersen og Charlotte Werther.
Bogen, der indgår i serien Studier i europæisk samarbejde, indeholder også analyser af de nationale mindretal i Skotland og Baskerlandet. Sidst i bogen finder man desuden Michael Herslunds danske oversættelse af Ernest Renans Hvad er en nation?
Michael Herslund, Irene Baron og Carsten Humlebæk er alle knyttet til Center for Europaforskning, Department of International Business Communication, CBS.
Læs også artiklen "Debatten, der blev væk" om bogen Fra Leviathan til Lissabon (2011). Bogen indgår ligeledes i serien Studier i europæisk samarbejde.