Vidensarbejdere keder sig på jobbet

Kedsomhed er et udbredt fænomen hos vidensarbejdere. Det er konklusionen på en undersøgelse af ansatte hos to globale konsulentvirksomheder. Forskerne bag undersøgelsen mener, at virksomhedernes velsmurte jobannoncer stiller så meget i udsigt, at de ansatte ender op med skuffelse, frustration – og kedsomhed.

14/12/2015

The bored self in knowledge work
(Copyright © Syda Productions/Shutterstock.com)

Er du vidensarbejder, og finder du jobbet kedeligt, er du langt fra den eneste.

Det er konklusionen på artiklen ”The bored self in knowledge work”, som er skrevet af forskerne Jana Costas og Dan Kärreman fra henholdsvis European University Viadrina og Copenhagen Business School.

Ved at spørge en række vidensarbejdere hos to globale konsulentfirmaer har forskerne fundet ud af, at det langt fra er alle, der finder deres jobs spændende. Faktisk er der så mange, der beskriver deres arbejde som kedeligt og uinteressant, at selv forskerne blev overraskede.

”At vidensarbejderne i det omfang finder jobbet kedeligt, havde vi ikke forventet. Godt nok var vi bevidste om, at der er elementer af vidensarbejde, som er ufleksibelt og rigidt, men at så mange så direkte gav udtryk for, at deres arbejde var kedeligt – det overraskede os og gjorde det interessant at finde ud af, hvad der ligger til grund,” forklarer Dan Kärreman.

Jobannoncerne oversælger
Så hvad ligger til grund? I artiklen analyserer forskerne sig frem til, at det faktisk ikke er jobbets egentlige indhold, der får vidensarbejderne til at kede sig. I stedet handler det om forventningsafstemninger, der går skævt. De ansatte vidensarbejdere sidder med nogle forventninger til jobbet, som aldrig vil kunne indfris. Det skaber skuffelse og frustration – og i sidste ende kedsomhed.

Ifølge Dan Kärreman sker der det, at virksomhederne er så ivrige efter at sælge jobsene, at jobindholdet oversælges i jobannoncerne.

”Jobannoncerne lover for meget. De fortæller jobansøgerne, at man som vidensarbejder får en høj grad af indflydelse, et tæt dagligt samarbejde med virksomhedens ledelse og i sidste ende en vis status. Men sådan ser hverdagen jo ikke ud for ret mange, og derfor efterlades mange skuffede og frustrerede,” siger Dan Kärreman. 

Attråværdige identiteter
Han understreger, at de fleste jobansøgere godt er klar over, at stillingsbeskrivelsen og virkeligheden ikke matcher 1:1. Men de fleste køber sig alligevel ind i jobannoncens ordlyd, og når de derefter opdager, at hverdagen byder på ensformigt Excel-arbejde, bliver det opfattet som kedeligt.

”Der sker det, at virksomhedernes jobannoncer sælger identiteter til de kommende medarbejdere. Vel at mærke identiteter, som de ansatte gerne vil have. Når så de ansatte finder ud af, at virksomhederne ikke kan levere den identitet, opstår der frustration. For de ansatte efterstræber stadig den identitet, men når de ikke får den, efterlades de med en fornemmelse af stagnation og ufuldbyrdede ambitioner,” forklarer Dan Kärreman.

Sortering af medarbejdere?
Men hvorfor bliver det tilsyneladende accepteret, at virksomhedernes jobannoncer ligger så langt fra virkeligheden, at det i sidste ende fører til medarbejdere, der sidder utilfredse og frustrerede tilbage?

Dan Kärreman mener, det kan være en måde at sortere i medarbejderne på. De medarbejdere, der kan tolerere og acceptere skuffelsen og skismaet mellem annonceordlyden og jobbets reelle indhold, er de medarbejdere, der er værd at beholde.

Men han mener samtidig, at virksomhederne risikerer, at blive opfattet som utroværdige.

”I sidste ende kan det blive opfattet som kynisme, og jobansøgere kan blive mistroiske i forhold til de virksomheder, som anvender en form for annoncering, hvor det er tydeligt, at der overdrives,” mener Dan Kärreman.

Dan Kärreman er professor på Department of Interculturel Communication and Management.

 

Jana Costas er ansat ved Faculty of Business Administration & Economics, European University Viadrina, Frankfurt (Oder). 

 

Download fuldtekstversion af "The bored self in knowledge work".

 

Sidst opdateret: CBS Library // 25/04/2018