CBS øger samarbejdet med erhvervslivet

CBS erhverv etableres for at skabe et endnu tættere samarbejde mellem CBS og erhvervslivet.

02/03/2016

CBS vil i endnu højere grad være erhvervslivets universitet og etablerer derfor CBS erhverv. Den nye afdeling samler aktiviteter relateret til samarbejde med erhvervslivet for at sikre en god udvikling på området.

"CBS har allerede et virkelig godt samarbejde med erhvervslivet. Det er det, vi nu vil styrke og udvide ved at intensivere vores fokus, så CBS i endnu højere grad opleves som erhvervslivets universitet", siger rektor.

CBS erhverv kommer til at stå for CBS’ relationer til erhvervslivet og offentlige myndigheder. Fokusområder vil være:
•    at skabe et tættere samarbejde mellem CBS, erhvervslivet og den offentlige sektor,
•    at koble interne aktiviteter til erhvervslivet og det offentlige,
•    at sikre, at uddannelse og forskning på CBS udvikler sig også under hensyntagen til erhvervslivets behov,
•    at sikre, at der bygges bro mellem erhvervslivet, CBS' uddannelser og studerende, herunder alumnirelationer.

Planen er også et tæt parløb mellem CBS erhverv og CBS' strategiske satsning de kommende år på entrepreneurskab og innovation, siger Per Holten-Andersen og tilføjer:

"CBS skal hele tiden udvikle sig i overensstemmelse med samfundets behov inden for uddannelse og forskning og her får CBS erhverv en vigtig rolle. Vi glæder os til at sætte skibet i søen", siger han.

CBS er i gang med en rekrutteringsproces, hvor en direktør for CBS erhverv skal findes. Forventning er, at CBS erhverv er operationelt fra tidlig efterår 2016.

For flere oplysninger kontakt sekretariatschef Martin Kramer-Jørgensen.
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2017