HBH Prisen 2016 går til VELUX
De studerende, som har skrevet speciale om Hi-Fi Klubben. Fra venstre er det Bertram Thorslund og Sebastian Colsted - vinderne af HBH Troubleshooter Prisen 2016 - samt Caroline Helbo Andersen og Nicoline Greyling. (Foto: Jørn Albertus.)
Virksomheden er grundlagt i 1941, og de arbejder blandt andet med lys.
Der kom flere ledetråde, da vinderen af HBH Prisen 2016 i går blev præsenteret. Til sidst blev det i talen nævnt, at virksomheden arbejder med at producere vinduer.
”Nogle gæt på, hvem det kan være?” spurgte Mogens Bjerre, der er lektor ved Institut for Afsætningsøkonomi på CBS. Han er også en del af HBH Fonden, der hvert år i samarbejde med CBS uddeler en markedsføringspris på 50.000 kroner til en dansk virksomhed, som har udmærket sig inden for markedsføring. På de forreste rækker blev der svaret på hans spørgsmål: ”VELUX.”
Vinduesproducenten er modtager af HBH Prisen 2016, blandt andet fordi de synes i stand til at genopfinde sig selv, forklarer Mogens Bjerre:
”De udvikler hele tiden deres produkter, og de bruger i høj grad deres viden om, hvordan produktet virker, når det installeres.”
Med prisen følger, at VELUX det næste år skal samarbejde med CBS-studerende om deres kandidatspecialer. Fra virksomheden lyder det, at det er en ære at få prisen og også et privilegium som casevirksomhed at få adgang til dygtige studerende.
Sidste års vinder af prisen er Hi-Fi Klubben, som gennem et år har leveret data, informationer om virksomheden og svar på de studerendes spørgsmål. Og HBH Troubleshooter Prisen 2016 blev givet til en gruppe af studerende, som på fornem vis har arbejdet med at segmentere det tyske marked, som Hi-Fi Klubben bevæger sig ind på.
Vinderne af prisen og de 50.000 kroner er Bertram Thorslund og Sebastian Colsted.
”Det er et ordentligt skulderklap,” siger Bertram Thorslund, og begge vindere fortæller, at de har brugt meget tid og mange kræfter på projektet – blandt andet er noget af pengepræmien allerede brugt på rejser til Tyskland i forbindelse med specialet.
Som noget særligt fik en gruppe af studerende også hædrende omtale for deres opgave. Caroline Helbo Andersen og Nicoline Greyling modtager den hædrende omtale for deres arbejde med at undersøge den tyske kultur. For dem er det ”en kæmpe ære” og ”en bonus” oveni at have afsluttet deres uddannelse på CBS.
Ved prisuddelingen var også kommende specialestuderende mødt op for at lytte til præsentationen af VELUX og spørgesessionen med virksomheden. Alle kan nu sende en beskrivelse af deres speciale, og på baggrund af den udvælges 10 grupper af studerende, som får tilbudt samarbejdet med casevirksomheden, ligesom de får muligheden for næste år at vinde HBH Troubleshooter Prisen.