Copenhagen Business School omorganiserer internationale aktiviteter

CBS’ Vice President for International Affairs Dorte Salskov-Iversen træder tilbage ved udgangen af 2017 og overdrager dermed ansvaret til professor Dana Minbaeva som ny VP for International Affairs.

03/11/2017

Lektor Martin Jes Iversen bliver ny Vice Dean for International Partnerships. ​Fra og med den 1. januar 2018 vil Dana, Martin og lederen af CBS’ Internationale Kontor Tom Dahl-Østergaard udgøre en kernegruppe, som er ansvarlig for tilsyn, udvikling og udførelse af de vigtigste opgaver inden for CBS’ internationale aktiviteter.​

Dorte har været dybt involveret i CBS’ internationale relationer siden 2007. Først som VP for Strategic Alliances i 2007 og sidenhen som VP for International Affairs i 2011. Dette arbejde har hun udført parallet med sin stilling som institutleder, siden 2017 som institutleder for CBS’ nye (og største) institut, Department of Management, Society and Communication. Denne stilling vil fremadrettet være Dortes primære rolle på CBS.

I løbet af sine 11 år som VP for International Affairs på CBS har Dorte udført et ekstraordinært stykke arbejde ved yderligere at udvikle og forstærke CBS’ internationale position og omdømme til gavn for både CBS og en lang række internationale business schools.

Introduktion af det nye CBS International Core Team

”I mange år har CBS stået forrest i internationaliseringen af danske universiteter. Det er vores klare mission at videreudvikle denne position. Der er gode grunde til at genbesøge dette i lyset af de eksisterende udfordringer på verdensplan, som giver nye perspektiver på internationaliseringen. CBS vil imødegå disse udfordringer med en ambitiøs dagsorden, som skal styrke vores internationale position”, siger CBS’ rektor Per Holten-Andersen.

Dana Minbaeva
”Dana var en af de første internationale VIP’er på CBS. Hun blev ansat i september 2000. Udover at være en aktiv forsker med en imponerende publikationsliste er Dana medlem af Executive Committee of the Academy of Management’s HR Division. Dertil har hun en aktiv rolle i the Academy of International Business og the European International Business Academy, hun repræsenterer the Strategic Human Capital Group of the Strategic Management Society og har redaktionelt ansvar i flere 4* tidsskrifter”, fortsætter Per Holten-Andersen.  

Som VP for International Affairs ønsker Dana Minbaeva at fokusere på de aktiviteter, som understøtter CBS’ forandringsinitiativer beskrevet i CBS’ strategi, der bl.a tæller globale strategiske partnerskaber, double degree-uddannelser, samarbejdsmoduler, korte kurser osv. Hun vil ligeledes være dybt involveret i at udforske nye måder, hvorpå CBS kan udnytte sin forskning og undervisning til at udarbejde en ansvarlig og bæredygtig dagsorden.  

Martin Jes Iversen
CBS kan også med glæde oplyse at lektor Martin Jes Iversen er blevet udpeget som Vice Dean for International Partnership med reference til uddannelsesdekanen. Han tiltræder stillingen i januar 2018. Stillingen er ikke helt ny, eftersom CBS tidligere har haft stillinger dedikeret til strategiske partnerskaber.  Ikke desto mindre medfører den nye struktur, at de ansvarsområder, som er tillagt Vice Dean for International Partnerships er langt mere fokuseret på at identificere muligheder for nye, strukturerede udvekslingsprogrammer på globalt plan igennem løbende dialog med CBS’ studieledere, internationale partneruniversiteter og virksomhedsrepræsentanter.

”Ansættelsen af lektor Martin Jes Iversen som Vice Dean for International Partnerships afspejler CBS’ fokus på innovativ, international uddannelse. Den internationale uddannelsesdagsorden, som den nye Vice Dean skal løbe med, kombinerer høje faglige ambitioner og tværkulturel læring med relevant professionel erfaring. Martin har betydelig erfaring fra udviklingen af strategiske partnerskaber i Nordamerika og Sydøstasien inden for International Business, Supply Chain Management og International Shipping”, siger Dorte Salskov-Iversen.

Tom Dahl-Østergaard
Tom Dahl-Østergaard bliver i sin stilling som leder af Det Internationale Kontor med direkte refererence til universitetsdirektøren. Den nye struktur gør det muligt for Tom Dahl-Østergaard at arbejde med fremmelsen af Det Internationale Kontors strategiske betydning. Gennem tæt samarbejde mellem VP for International Affairs og Vice Dean for International Partnerships kan chefen for Det Internationale Kontor sikre overensstemmelse mellem porteføljen af udvekslingsaftaler, CBS’ behov og interessenternes forventninger.

Dana Minbaeva, Martin Jes-Iversen og Tom Dahl-Østergaard ser et kæmpe potentiale i den nye struktur.

”Vores primære mål er at styrke implementeringen af CBS’ strategi. Vi vil være forrest med CBS’ indsatser på internationalt plan for at sikre skolens fulde tilstedeværelse i det danske og globale samfund. Den nye struktur dækker kerneelementer af CBS’ Business in Society-strategi. Vi vil hver have vores egne ansvarsområder, men vi vil også samarbejde og hjælpe hinanden. Da vi skal samarbejde med en lang række af interessenter såsom CBS VIP’er og TAP’er, CBS-studerende og alumner, partnervirksomheder samt virksomheder og samfund generelt, skal vi være solidt forankrede i CBS’ organisation, hvad angår forskning, uddannelse og administration”, siger Dana Minbaeva.

De næste skridt

Den nye struktur vil blive implementeret fra den 1. januar 2018. Dog er Minbaeva, Iversen og Dahl-Østergaard allerede nu klar til at tage de første skridt:  

”I lyset af den voksende polarisering, nylige politiske begivenheder og globaliseringens medfølgende forandringer er vi nødt til at undersøge hvilke skridt, vi bør tage for at styrke de positive aspekter af internationaliseringen og minimere potentielle negative effekter”, siger Dana Minbaeva.

CBS’ Business in Society-strategi lægger ud med følgende erklæring: ”CBS er et internationalt erhvervsuniversitet.” Gruppen vil spørge interessenterne, hvad de forstår ved ordet ”international.” Dana, Martin og Tom planlægger at mødes med institutledere, studieledere, internationale VIP’er og udvalgte TAP’er (inklusive ansatte fra Det Internationale Kontor, PRME, CBS Business og CBS Executive). Derudover vil gruppemedlemmerne tage kontakt til udvalgte eksterne ansatte, partnervirksomheder og øvrige repræsentanter fra erhvervslivet.

Ifølge Dana Minbaeva ”vil deres input hjælpe os til bedre at forstå CBS’ status quo på internationalt plan og give et overblik over interessenternes forventninger til CBS’ udvikling på dette område.”

Samtidig planlægger gruppen at indsamle data til udvikling af en bedre forståelse for, hvordan CBS’ internationale aktiviteter kan medføre samfundsmæssig værdiskabelse. Dette gør gruppen ved at undersøge tre fokusgrupper: nuværende studerende og nye dimittender (med fokus på international udveksling), VIP (med fokus på tilfredshed og forskningsproduktivitet) og arbejdsgivere for nye CBS-dimittender (med fokus på fordelene ved at have været på udveksling). Disse data vil hjælpe gruppen til at formulere et bedre værdigrundlag for CBS’ interessenter, styrke fornemmelsen for formålet med CBS’ videnskabelige arbejde og forstærke skolens identitet som et internationalt erhvervsuniversitet.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 08/10/2019