Med egne ord – Mia Negru, bæredygtig iværksætter

CRO Mia Negru er MSc i International Business and Politics fra 2016 og sammen med sin søster medstifter af 2030 Builders – en opstartsvirksomhed der hjælper andre virksomheder med at tjene penge, spare penge og have gennemslagskraft samtidig med, at de realiserer FN's 17 bæredygtige udviklingsmål inden 2030. Den 35-årige rumæner kom til Danmark efter at være gået ned med egen virksomhed i Rumænien under finanskrisen og besluttede sig for at føje en erhvervsgrad til sine to rumænske bachelorgrader – en i Jura og en i International Relations and European Studies – og hendes postgraduate diplom i International Law, for at hun kunne bygget en virksomhed op på den rigtige måde.

05/11/2018

Mia Negru MSc IBP and sustainable entrepreneur

Hvordan var du som studerende på CBS?

Da jeg blev accepteret på IBP-kandidaten (MSc in International Business and Politics), følte jeg mig både rigtig glad og rigtig udfordret, idet jeg kunne se, at jeg var nødt til at mobilisere alle mine evner for at holde trit med de kvikke, konkurrencedygtige og meget effektive unge kollegaer, som jeg nu skulle have. Jeg forstod hurtigt, at CBS ikke gik ud på at konkurrere mod hinanden, men at bruge vores mangfoldighed i baggrund og erfaring til at lære og vokse sammen.

Min baggrund som en rumænsk kvinde, der voksede op i skoven, som var en iværksætter tilbage på skolebænken og en indvandrer i færd med at navigere en ny kultur helt sikkert gav mine klassekammerater en del nye perspektiver. De nød tilsyneladende at høre mine historier fra de kommunistiske tider og fra den gang, jeg levede i skoven, gemte kaffebønner i et aflåst skab og lavede lektier ved gaslampens skær.

Jeg var nysgerrig og begejstret for at opleve et undervisningssystem, der er meget anderledes, end hvad jeg kendte fra Rumænien. Den samarbejdende og problemløsende tilgang var intet som den udenadslære af bøger og manualer, jeg kendte fra min bachelor i jura. Jeg var inspireret af de cases fra det virkelige forretningsliv, som vi fik adgang til at løse, af de erfaringsbaserede historier om ledelse hentet fra danske virksomheder og organisationer og af lærernes åbenhed og vejledning. Jeg indså meget hurtigt, at jeg kunne bidrage mere og få mere ud af CBS, så jeg blev medlem af IBP Union Board og var åben for nye læringserfaringer og venskaber.

Hvordan fik du dit første job, efter du blev færdig på CBS? 

Som de fleste CBS-dimittender gik jeg hurtigt efter at have modtaget mit eksamensbevis i gang med at søge kandidatstillinger og få et par afslag. Selv før jeg begyndte at søge, følte jeg på en eller anden måde, at det – fordi jeg ikke længere var i 20'erne – måske var lidt uretfærdigt at tage plads fra en ung og uerfaren kandidat, der havde brug for deres første erfaringer fra arbejdslivet.

På det tidspunkt havde jeg et stort netværk, fordi min første prioritet i forbindelse med at flytte til Danmark havde været at bygge et op og blive godt integreret i samfundet. Det gjorde jeg ved at omgive mig selv med engagerede mennesker, der kunne hjælpe mig med at vokse. Jeg havde således sluttet mig til professionelle netværk som JCI (Junior Chamber International) og færdighedsudviklingsnetværk så som Toastmasters samt generelt været meget aktiv og involveret i det lokale iværksætterøkosystem.

Mange venner fortalte mig, at den nemmeste måde at få arbejde i Danmark var via ens netværk, da folk, der kender dig ud over dit CV og følgebrev, bedre kan vurdere din personlighed, og hvor godt du matcher et bestemt job. Jeg var dog for stolt til at bede om hjælp. Alligevel fik jeg mit første job gennem mit netværk, da en venlig JCI-ven fandt ud af, at min lange erfaring inden for iværksætteri og mit talent for at spotte partnerskabsmuligheder kunne være noget, jeg kunne bruge som Business Consultant i Københavns Erhvervshus. 

For mig var det drømmejobbet at arbejde med iværksættere, etablere strategiske partnerskaber for Business Mentor Programmet og levere kurser om, hvordan man starter en virksomhed i Danmark for udlændinge.

Hvilke øjeblikke i din karriere har været de vigtigste for dig – og hvordan?

Med min IBP-uddannelse virkede det fornuftigt for mig at arbejde for Københavns Kommune, da uddannelsen forberedte os til den offentlige sektor. Men samtidig følte jeg, at det bedste af min viden, indhentet gennem mine studier, var at ruste fra manglende brug. At rådgive iværksættere om deres forretningsudfordringer og høre deres inspirerende historier tog mig altid tilbage i tiden til dengang, jeg selv havde min egen forretning, og den følelse af fantastisk tilfredshed det giver at bygge noget op fra bunden og se det vokse.

Det vigtigste øjeblik for min karriere nu var, da min søster flyttede tilbage til København efter at have boet i to år i New York, og hun kom op med ideen om at udvikle et spil om de bæredygtige udviklingsmål. Denne idé var definerende, fordi den gradvist udviklede sig til at blive den opstartsvirksomhed, som vi nu arbejder sammen i.

Vores spil-ide voksede sig til et ’Sustainable Developments Goals Strategy Tool’, og vores mission er i dag at hjælpe alle virksomheder med at blive bæredygtige og arbejde for at nå FN’s SDG Agenda 2030. I de sidste fem måneder har jeg arbejdet 10-12 timer om dagen og afsat fire-fem timer hver dag til at bygge virksomheden op. Jeg stoppede i Københavns Erhvervshus sidst i maj 2018 og gik på fuld tid i 2030 Builders med at udvikle et produkt, som vi vil eksportere globalt som en dansk løsning for bæredygtighed med FN’s SDG som udgangspunkt. 

Hvad er den vigtigste erfaring, du fik på CBS, som du stadig bruger i dit daglige arbejdsliv?  

Det var på CBS, at jeg opdagede, hvordan man kan have en forretningsmæssig tilgang til bæredygtighed, og det er det, jeg arbejder med i dag. Det var under mit sidste studieår, at FN vedtog sin 2030-dagsorden, og SDG-målene for bæredygtig udvikling blev den nye bæredygtighedsramme – rammen for kernen i det, jeg udvikler i dag i 2030 Builders. 

Jeg var også heldig nok til at være i det første hold til at gennemføre Sustainability Challenges valgfaget, der udbydes af den nye, tværuniversitære COSI (Copenhagen Sustainability Initiative) platform. Det var transformerende at blive undervist af inspirerende lærere som Katherine Richardson og Stefano Ponte og lære om bæredygtighed ud fra tre forskellige perspektiver, undervist af CBS, KU og DTU. Al denne akkumulerede viden skubbede endnu mere til min interesse, og jeg endte med at skrive min afhandling i EU’s bæredygtige innovationsinitiativ, Climate-KIC, hvor jeg så på 'How can Value Co-creation foster Green Growth?'

Jeg er taknemmelig for en uddannelse, der har givet mig både det danske tilgang til problemløsning og samtidig de rigtige forretnings- og bæredygtighedsværktøjer, som jeg kan implementere i udviklingen af min egen virksomhed. 

Har du beholdt en relation til CBS, siden du blev færdig? 

Jeg har holdt fast i mit forhold til CBS gennem min tid i Københavns Erhvervshus, idet CBS’ alumnenetværk forekom mig at være en indlysende partner, når jeg skulle finde business-mentorer til vores opstartsvirksomheder, og jeg har fået rigtig megen støtte i den forbindelse. 

Samtidig er CBS vært for vores virksomhed, da vi har kontor i Copenhagen School of Entrepreneurship, hvilket giver os adgang til en fantastisk talentpulje af unge studerende, der gerne vil bidrage til vores mission om at hjælpe virksomheder med at udvikle en strategi til at indarbejde de bæredygtige udviklingsmål. Endelig giver det at løbende deltage i de forskellige arrangementer, der organiseres af CBS, mig adgang til viden og fremmer mine netværksmuligheder.

Sidst opdateret: Alumni // 20/10/2021