CBS LAW Seminar: Centros-dommen
20 år med Centros-dommen
11. marts 2019, kl. 15:00-18:00
Søren Friis Hansen og Troels Michael Lilja
Centros-dommen er en af de vigtigste domme fra EU-domstolen overhovedet og den har haft afgørende betydning for selskabsretten i Europa siden 1999. I Danmark udgør dommen fundamentet for selskabsloven af 2009. På baggrund af dommen gennemgås de efterfølgende domme fra EU-domstolen om selskabers etableringsfrihed. Senest i 2017 har EU-domstolen bekræftet, at Centros stadig er gældende ret.
I Danmark er et konkret resultat af Centros iværksætterselskabet, der er indført for at tilbyde iværksættere en selskabsvariant med begrænset hæftelse og et meget begrænset kapitalkrav. Iværksætterselskaber blev indført samtidig med, at de ikke længere skulle være muligt at stifte s.m.b.a., som der havde været forbundet med store udfordringer for myndighederne. Iværksætterselskaberne tjener således også det formål, at danske iværksættere skal vælge en dansk selskabsform i stedet for at drive virksomhed i Danmark gennem en filial af et udenlandsk selskab, således som tilfældet var i Centros-sagen. Med et kapitalkrav på 1 £ i lignende selskaber i de fleste andre europæiske lande, har kapitalkravet siden Centros-afgørelsen været en af de afgørende parametre for konkurrence mellem retssystemerne i Europa på det selskabsretlige område.
Sted: CBS LAW, Porcelænshaven 18B, 1 sal, 2000 Frederiksberg
Kursusbevis: Ved seminarer af mindst 3*45 minutters varighed udstedes der kursusbevis efter anmodning såfremt det af underviser(e) vurderes, at undervisningsforløbet opfylder kravene for advokaters obligatoriske løbende efteruddannelse.