Årsfest: Fremtidens medarbejdere skal have et stærkt indre kompas

Med et nyt koncept for årsfesten satte CBS erhvervsledere, beslutningstagere og studerende i stævne for at inspirere til løsninger på store, aktuelle samfundsudfordringer.

årsfest
årsfest
årsfest
årsfest
årsfest
årsfest
årsfest
årsfest
20/03/2023

”De udfordringer, vi står overfor, kan kun løses af mennesker med et stærkt indre kompas og en høj innovationskraft. Vi skal ruste de næste generationer med kompetencer, som rækker længere end det rent faglige. Derfor er tanken med Nordic Nine helt rigtig.”

Sådan lød vurderingen fra den kommende administrerende direktør i Deloitte, Cristian Jensby, da han under middagen ved CBS’ årsfest i fredags deltog i en paneldebat om, hvad det er for kompetencer, erhvervslivet får brug for i fremtiden.

Både han og de tre andre i panelet, Nima Sophia Tisdall, Nana Bule samt Christian Sparrevohn, var enige om, at de blødere kompetencer kommer til at fylde mere. De tre er henholdsvis medstifter af virksomheden Lobster, rådgiver i Goldman Sachs samt medstifter af virksomheden the Footprint Firm.

Nysgerrighed på samfundet, ansvarlighed og viljen til at lære nyt var nogle af nøgleordene hos de tre, der også nævnede bæredygtighed, klimakrise og nye teknologier blandt de udfordringer, virksomhederne ser ind i.

Diskussion, inspiration og reflektion

Det kunne de 400 gæster så fordøje sammen med den chicken fumé, der netop var blevet serveret til hovedret. Som bestyrelsesformanden for CBS, Torben Möger Pedersen, forklarede i sin velkomsttale, var årsfesten i år bygget op efter et nyt koncept:

”Gennem vores forskning og vores kandidater arbejder vi som businessuniversitet konstant på at kunne tilbyde de rigtige løsninger på samfundets mange udfordringer. Det er grunden til, at årsfesten er anderledes. Vi ønsker at give studerende, forskere og repræsentanter fra erhvervslivet mulighed for at diskutere, inspirere og reflektere over vores fælles fremtid”.

Af samme årsag hed temaet for årsfesten ”Capabilities for a positive future”, og under middagen fik deltagerne ikke kun serveret tre retter mad. De fik også smagsprøver på Nordic Nine, som er ni transformative kompetencer, som alle studerende på CBS skal lære.

Kompetencerne, som er udviklet i samarbejde med 3000 aktører fra erhvervslivet og universitetsverdenen, skal ruste de studerende til at navigere i en stadig mere kompleks verden og tage ansvar for virksomhedernes og samfundets udvikling.

Ros fra ministeren

Og netop ansvarlighed og behovet for en bredere tilgang til business gik igen i flere indlæg.

”I dag er det ikke kun overskuddet, der afgør, om en virksomhed har succes. Der er også et etisk og moralsk aspekt”, fastslog uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund. Hun roste Nordic Nine, ligesom hun understregede, at fremtidens kandidater i højere grad skal tilbage og videreuddanne sig på universiteterne. En model, som regeringens uddannelsesreform understøtter, sagde ministeren.

Tidligere på aftenen havde rektor Nikolaj Malchow-Møller været på scenen med en tale, der indeholdt en fortælling om sin fascination af børnebøgerne med Peter Pedal og hans nysgerrighed. Men, som Nikolaj Malchow-Møller understregede, nysgerrighed gør det ikke alene. Man skal også være optaget af andre mennesker, ligesom man skal have de rigtige kompetencer, hvis man vil være med til at løse fremtidens udfordringer. Og på CBS er svaret Nordic Nine.

Professor Mikkel Flyverbom var aftenens konferencier, og han kunne konstatere, at den ukrainske ambassadør, Mykhailo Vydoinyk modtog et varmt bifald, da han takkede for en udvekslingsaftale, CBS har indgået med Karazin Business School i Kharkiv. Aftalen betyder, at ukrainerne i første omgang kan sende 25 studerende til CBS til sommer.

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 23/03/2023