Ærespris til Ole Lando

Ved CBS' årsfest fredag den 20. marts 2009 modtog Ole Lando CBS-ærespris for en livslang indsats for CBS. En indsats, der også rækker ud over pensionsalderen.

25/03/2009

Ole Lando er en af de få danske jurister, som har haft international gennemslagskraft. Han er anerkendt for sin forskning på den internationale privatrets og den komparative rets områder i Europa og USA.

Han er født i 1922, og blev i 1963 dr.jur. ved Københavns Universitet på en afhandling om kontraktstatuttet i den internationale privatret, dvs. de regler, som afgør, hvilket lands ret der skal gælde for en international kontrakt. Han var derefter ansat som professor i international og sammenlignende erhvervsret ved CBS til 1992, og var indtil 1. februar 2009 ekstern lektor ved Juridisk Institut. Lando har udgivet Udenrigshandlens Kontrakter, som er udkommet i fem udgaver, og Kort indføring i komparativ ret, der om kort tid udkommer i 3. udgave; i december forrige år udkom Kontraktsretten i Kina. Han har endvidere publiceret adskillige artikler i nordiske og internationale fagtidsskrifter.

Lando indførte og udviklede faget Udenrigshandelsret først på HD-studiet i Udenrigshandel og siden på cand.merc.-studiet. Allerede inden Danmark blev medlem af de Europæiske Fællesskaber i 1973, havde Lando indført EF-ret som fag på cand.merc.-studiet. I mange år underviste han i begge fag. Som ekstern lektor gav han endvidere undervisning på engelsk i det valgfri fag Comparative Contract Law på cand.merc.(jur.)-studiet. I denne undervisning deltog også udenlandske studenter.

Igennem årene har Ole Lando etableret og udbygget flere forskningsnetværk og arbejdsgrupper i europæisk regi. Hans største indsats ligger i etableringen afCommission on European Contract Law i 1980, som under hans formandskab og frem til 2003 udarbejdede de internationalt kendte og anerkendte Principles of European Contract Law. Disse principper kan vedtages af parter til internationale kontrakter og anvendes af lovgivere som en modellov. Principperne har været anvendt ved reformer af lovgivningen i flere europæiske lande, og de indgår i EU’s arbejde med at etablere en europæisk kontraktsret. Siden 1979 har Lando også været medlem af den arbejdsgruppe under Unidroit, der har udarbejdet og fortsat udarbejder Principles of International Commercial Contracts.

Lando er æresdoktor ved tre europæiske universiteter og er tildelt flere forskningspriser. Blandt dem er den tyske Humboldt-Forschungspreis für ausländische Geisteswissenschaftler, som han fik i 2001, og Den nordiske Juristpris, som han modtog ved Det nordiske Juristmøde i København i 2008 for, som det hed i motiveringen, ”et omfattende og dybtgående internationalt retligt og retssammenlignende forfatterskab af stor betydning for den nordiske og i højere grad den europæiske retsudvikling”.

Danske forskere bør efter Landos opfattelse ikke nøjes med at dyrke dansk ret. Der findes ikke længere nogen sand retsvidenskab, som kan lukke sig inde i studiet af national ret alene, og fremmed ret bør også inddrages i undervisningen. Danmark er nu medlem af EU, og vores jurister har allerede og vil i fremtiden få mere og mere kontakt med udenlandske jurister og fremmed ret.

Ole Lando er en rollemodel for danske og udenlandske akademikere og er særdeles afholdt som kollega. Som forsker og underviser har hans engagement altid været smittende og medvirkende til at skabe interesse for de juridiske discipliner, han har dyrket.

På denne baggrund er det nærliggende, at CBS anerkender Ole Lando for en helt usædvanlig og internationalt orienteret indsats.

Professor og institutleder

Steen Treumer

Juridisk Institut

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/03/2009