Bedre mulighed for at afprøve iværksætterdrømme
Copenhagen School of Entrepreneurship indvies torsdag den 13. november 2008
På Copenhagen Business School har der længe eksisteret en række initiativer og aktiviteter på entrepreneurship- og innovationsområdet. De bliver nu samlet under ét tag på Copenhagen School of Entrepreneurship.
Det nye initiativ beskæftiger sig ikke kun med iværksætterbegrebet som opstart af en ny virksomhed. Det handler også om innovation og ledelse, når virksomheden er kørt i gang. Foruden CBS’ forskning i emnet vil huset være omdrejningspunkt for en række projekter sammen med virksomheder, udvikling af undervisning og samle studerende, der har en særlig interesse for entrepreneurship.
Kontorfællesskab for studerende
De nye rammer giver studerende mulighed for et kontorfællesskab med andre studerende, der arbejder med nye projekter. Hos blandt andet IDEA House CBS, som er en del af Copenhagen School of Entrepreneurship, har studerende kunnet få sparring med en konsulent, men det er første gang, at de får mulighed for at møde ind og arbejde med deres idé, som var det et job.
- Vi har mulighed for at sætte de studerende sammen efter deres kompetencer, så de kan arbejde i grupper, hvor de supplerer hinanden, for eksempel inden for kommunikation, opbygning af hjemmesider osv., siger Martin B. Justesen, der er projektleder ved IDEA House CBS.
Vent ikke for længe med at prøve idéen af
Han ser flere fordele ved det nye initiativ. Der er større sandsynlighed for, at de studerende lykkes med deres idéer, når der ikke er så langt fra tanke til handling. De får en realistisk vurdering af idéen og samtidig finder de ud af, hvilke kompetencer, de skal arbejde videre med og kan på den måde bruge idéerne til at få endnu mere ud af deres studie.
- Når de studerende ved, at de kan få sparring og hjælp til deres idé, er der flere, der tør tage springet. Det motiverer dem til at hurtigt og effektivt at få afprøvet, hvorvidt deres idé er værd at gå videre med, siger Martin B. Justesen fra IDEA House CBS.
Han håber, at det ny initiativ kan inspirere de studerende, så de ikke gemmer på en god idé gennem hele studietiden og dermed risikerer, at tiden er løbet fra idéen, når de har afsluttet studiet og er klar til at arbejde videre med den.
De er en del af Copenhagen School of Entrepreneurship:
IDEA House CBS
Innofactor
Venture Cup
Center for Innovation og Entrepreneurship
IDEA København
Øresund Entrepreneurship Academy
Stardust
Develop