Vil du med i biografen?

- Business plan til Facebook applikation bedst i international iværksætterkonkurrence

25/06/2008

Facebook applikation bedst i international iværksætterkonkurrence

For nyligt stod studerende Felix van Bergen øverst på sejrsskamlen på ”III International Competition for Enterprising Graduates” ved ESADE Business School i Barcelona. Vinderprojektet var en business plan for, hvordan man udvikler en Facebook applikation, så den bliver en succes både for brugerne og for udvikleren.

Popcorn – Social Cinema

Business planen med titlen ”Popcorn – Social Cinema” blev valgt som den bedste af i alt 60 forskellige forslag, og selve applikationen er netop nu under udvikling, og vil kunne tilføjes til ens egen Facebook profil inden for den næste måned.

- Konkret handler applikationen om, at brugerne kan strukturere biografbesøg med deres venner. De kan invitere deres venner med i biografen, de kan fortælle hvilke film, de er interesserede i at se, eller hvilke film de allerede har set, oprette relaterede events osv. Samtidig kan markedsføringen af filmene målrettes meget mere effektivt til den enkelte bruger, fortæller Felix van Bergen.

International mand bag vinderprojektet

Felix van Bergen er oprindeligt fra Tyskland men har boet tre år i Danmark, hvor han studerer International Business. Han er tilknyttet det internationale Globe program, som én ud af kun 15 studerende fra CBS. Globe programmet er en udvekslingsaftale mellem CBS, the Chinese University of Hong Kong og the Kenan-Flagler Business School i North Carolina, USA. Foruden et klart internationalt fokus lægges der i Globe programmet også vægt på, at de studerende bliver dygtige iværksættere.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 30/06/2008