CBS-forsker hylder afdød Harvard-professor

- Særudgave af ”Business History Review”

21/08/2008

Særudgave af ”Business History Review”

Det Harvard-baserede tidsskrift, Business History Review, har i sommeren 2008 dedikeret et særnummer til professor Alfred D. Chandler Jr., der døde i maj 2007, 89 år gammel.

Særnummeret indeholder artikler om Harvard-professorens betydning for forskellige forskningsområder.

Chandler anses som grundlægger af den moderne strategiforskning, ligesom han har haft kolossal betydning for udviklingen af økonomisk historie de sidste 40 år.

Blot to europæiske bidrag

Særnummeret indeholder kun to europæiske bidrag: ”Alfred Chandler, Founder of Strategy: A Lost Tradition and Renewed Inspiration” af professor Richard Whittington, Said Business School, Oxford University samt artiklen ”Measuring Chandler´s Impact on European Business Studies since the 1960s” af Martin Jes Iversen, Center for Virksomhedshistorie på CBS.

- Jeg har undersøgt, hvilken betydning Alfred D. Chandler har haft for forskningen inden strategi og virksomhedshistorie. Ved at se på hvornår og i hvilke tidsskrifter han har gjort sig bemærket, har jeg kunnet vurdere, hvornår han fik sit gennembrud i henholdsvis USA og Europa, siger lektor Martin Jes Iversen, der er den eneste yngre forsker, der er blevet inviteret til at give bidrag til særnummeret.

I artiklen giver Martin Jes Iversen også sit bud på, hvorfor Alfred D. Chandler har haft så stor betydning for den generelle erhvervsøkonomiske teoriudvikling.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 21/08/2008