CBS-professor skal rådgive Grønlands regering
Grønland får et nyt økonomisk råd med danske medlemmer
Grønlands regering, Naalakkersuisut, har nedsat et nyt økonomisk råd, og professor Søren Bo Nielsen fra Økonomisk Institut er blevet valgt som formand.
Skal vurdere finanspolitikken
Rådet skal løbende foretage vurderinger af konjunkturudviklingen og holdbarheden i finanspolitikken. På kortere sigt er det desuden planen, at rådet skal rådgive Naalakkersuisut, når den skal udarbejde en samfundsøkonomisk model.
På længere sigt vil Det Økonomiske Råd komme med udredninger om, hvorvidt den økonomiske politik fører til en højere grad af økonomisk selvbærenhed.
Søren Bo Nielsen forsker til daglig i blandt andet public finance og skattepolitik. Sammen med to øvrige danske medlemmer og to grønlandske udgør han formandskabet i rådet.
Ud over formandskabet består Det Økonomiske Råd af medlemmer fra interesseorganisationer, Naalakkersuisuts administration og forskningsinstitutioner.