CBS i samarbejde med Den 2. Radio - den nye webradio
Den 2. Radio og Copenhagen Business School har indgået et samarbejde om foreløbig 20 udsendelser, som bliver sendt på Den 2. Radios hjemmeside.
Webradioen åbner op for den første udsendelse søndag den 12. oktober 2008.
- Det er en unik mulighed for at formidle vores viden, og med 20 udsendelser kan vi give et godt indblik i handelshøjskolens mange forskningsområder. Det dybdegående format giver lytterne mulighed for at få nogle anderledes og supplerende vinkler på historier som ofte bliver dækket i kortere nyhedsindslag. Det gælder for eksempel den finansielle krise og den økonomiske udvikling i Asien, siger universitetsdirektør Peter Pietras.
Fra filosofi til business
Udsendelserne tager lytterne med ind i de mange forskellige fagområder som gemmer sig på Copenhagen Business School. Man kan bl.a. høre, hvorfor CBS har tiltrukket nogle af landets bedste filosofiske og samfundsvidenskabelige medarbejdere, når det i sidste ende, som navnet siger, handler om business. Man kan også høre om det nye Asia Research Centre med bl.a. Konfucius Instituttet. Hvad har den gamle religiøse filosof med moderne business at gøre?
Udsendelserne
I den første udsendelse fortæller universitetsdirektør Peter Pietras og forskningsdekan Alan Irwin om universitetets visioner og praksis.
Den følgende udsendelse handler om forskningen i Asien, især Kina, hvis hastige omvæltning beskrives af professor Kjeld Erik Brødsgaard, der har fulgt landet fra rationeringsmærker til økonomisk gigant.
Den 2. Radio
Webradioen begyndte at sende den 1. maj 2008.
Holdet bag Den 2. Radio består af erfarne radiofolk, der kan skabe rammerne for det indhold, som lytterne efterspørger. De laver reportager, rejsebilleder og dybdegående analyser af Danmarks relationer til EU og verden, kulturprogrammer for det moderne, nysgerrige og kultur-åbne publikum samt oplevelsesorienterede radiomontager med perspektivering.
En del af journalisterne har tidligere arbejdet i Danmarks Radio.