Chat med eksperterne

Forskere går til chatten

25/04/2008

Spørg om alt fra stress til forbrug

Fire forskere er klar til 1½ times chat i forbindelse med Forskningens Døgn den 25. april. De fire eksperter, lektor Mogens Bjerre, lektor Kim Østergaard, professor Henrik Holt Larsen og erhvervs-ph.d.-studerende Signe Groth-Brodersen, sidder klar ved tasterne for at besvare danskernes spørgsmål om forbrugsret, nethandel, human resource og stress.

Kan jeg fortryde mit køb?

Sidder du og funderer over, om du kan fortryde købet af den flybillet til Barcelona, du bestilte i din længsel efter lidt D-vitamin på trods af en tom bankkonto, så er chatten stedet, hvor du kan få svar.

Netop forbrugerrettigheder har stor relevans for den almindelige dansker.

- Folk løber ofte sur bare ved tanken om alt besværet og tiden, man skal bruge på en klagesag til forbrugerklagenævnet, så der er mange firmaer, der slipper af sted med ulovlige handler på forbrugerens bekostning, siger Kim Østergaard, ekspert i forbrugerforhold og jura.

Fredag den 25. giver han gode råd om, hvilke rettigheder man har som forbruger, så man kan handle ud fra dem i situationer som med den fejlindkøbte flybillet til Barcelona.

- Folk har sjældent nogen at gå til med den slags spørgsmål, så chatten er en god mulighed for at få en professionel vurdering af det problem, man står med, siger Kim Østergaard.

Du kan møde alle fire forskere her på chatten den 25. april kl. 14:00 – 15:30 , hvor du også kan læse mere.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/04/2008