Danmark rangeres igen som verdens tredje mest konkurrencedygtige nation

- Ny rapport fra World Economic Forum

08/10/2008

Ny rapport fra World Economic Forum

En netop offentliggjort rapport fra World Economic Forum (WEF), som Handelshøjskolen i København har et partnerskab med, rangerer Danmark som verdens tredje mest konkurrencedygtige nation.

USA indtager førstepladsen blandt de 134 lande, der er med i rapporten.

Rangordningen er baseret på 12 faktorer

Alle faktorer spiller en afgørende rolle for en nations evne til at skabe vækst og fremgang i levestandarden. USA’s noget kontroversielle førerposition beror på en række forhold som eksempelvis et meget velfungerende vare- og arbejdsmarked samt en uovertruffen innovationsstyrke, hvilket ifølge WEF vejer tungere end sammenbruddet på kreditmarkederne og de makroøkonomiske ubalancer.

Danmarks flotte position skyldes bl.a. uovertrufne institutioner

Det er blandt andet beskyttelse af ejendomsret, uafhængige og velfungerende domstole, meget begrænset korruption og en velfungerende offentlig sektor, der er med til at sende Danmark op ad listen. Også et fleksibelt arbejdsmarked og en forholdsvis stabil makroøkonomi samt overskud på de offentlige budgetter bidrager positivt til placeringen.

Danmark scorer meget højt på kvaliteten af undervisningssystemet

- Kvaliteten af de videregående uddannelser vurderes til at være i top. På dette felt indtager Danmark en 2. plads blandt de 134 lande, der er med i undersøgelsen. Samarbejdet mellem erhvervsliv og universiteter kan dog fortsat udbygges. Dette vil også kunne hjælpe den danske økonomi til at blive mere innovativ.

Danmark indtager dog kun en 10. plads når vi taler innovation, hvilket måske fortæller historien om, at Danmark er mere en nation af købmænd end videnskabsmænd, siger professor Ole Risager fra Handelshøjskolen i København.

Endvidere skal det nævnes, at folkeskolen denne gang, og måske noget overraskende, også klarer sig pænt i international sammenligning.

Endelig skal det nævnes, at den danske sundhedssektor placeres på en skuffende 23. plads. Her er der mulighed for store forbedringer ifølge World Economic Forum. På trods af dette indtager Danmark som nævnt en samlet 3. plads, skarpt forfulgt af Sverige, Singapore og Finland og kun overgået af Schweiz og USA.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 06/07/2010