Eliteuddannelse på international top 3

- CEMS-uddannelse ranket nr. 3 i Financial Times

30/09/2008

CEMS-uddannelse ranket nr. 3 i Financial Times

I avisen Financial Times seneste opgørelse over internationale lederuddannelser er Copenhagen Business School (CBS) på en tredjeplads med CEMS MIM (Master in International Management). Uddannelsen er et samarbejde mellem 27 business schools fra hele verden og 56 internationale virksomheder.

CBS er det eneste danske universitet, der udbyder uddannelsen, og på virksomhedssiden er Danmark repræsenteret af Vestas og Novo Nordisk.

Ambitionen med uddannelsen er at give de studerende et unikt grundlag for en international karriere. De får kvalifikationer, der gør dem i stand til at begå sig i et internationalt miljø og hurtigt få adgang til ledende stillinger i multinationale virksomheder.

- Det er blandt andet udvælgelsesprocessen, der gør uddannelsen til noget ganske unikt. De studerende bliver udvalgt af repræsentanter fra både internationale virksomheder og universiteter. Virksomhederne er klar over, at det er de bedste af de bedste, der kommer gennem uddannelsen, og derfor er dimittenderne så eftertragtede. De gennemgår en enorm udvikling i forhold til deres sproglige, faglige og personlige kompetencer, siger Sven Junghagen, der er Academic Director for CEMS MIM-uddannelsen ved CBS.

14 CEMS-universiteter optræder på listen

Det er ikke nok at have et højt karaktergennemsnit. Den studerende skal også skrive en motiveret ansøgning og beherske mindst to fremmedsprog.

De gode resultater i perioden fra 2005 til 2007 gav MIM det bedste kombinerede resultat ud fra international målestok. Uddannelsen endte på en samlet tredjeplads, og har de seneste to år ligget nr. 2.

Udover den fælles uddannelse optræder 14 CEMS-universiteter på listen med andre uddannelser.

Nummer et og to på listen er franske HEC Paris med uddannelsen Master of Science in Management og ECSP EAP European School of Management med uddannelsen Master in Management (Grande École programme). Sidstnævnte uddannelse er et samarbejde mellem flere lande.

Hvad er CEMS?

The Community of European Management Schools (CEMS) er et netværk bestående af 27 af de fremmeste business schools fra hele verden og 56 virksomheder.

2008 er et særlig vigtigt år for CEMS-netværket. Samtidig med sit 20-års-jubilæum byder netværket seks nye universiteter velkommen som fuldgyldige medlemmer (inklusive fire ikke-europæiske).

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 30/09/2008