Euler Hermes og CBS indgår partnerskab
Ny corporate partner
På verdensplan overvåger de mere end 40 millioner virksomheder og sikrer 49.000 kunder mod tab i mere end 200 lande.
Fra 1. november er kreditforsikringsselskabet Euler Hermes seneste skud på stammen af corporate partnere med CBS. Virksomheden er en del af koncernen Allianz, der har mere end 200.000 medarbejdere over hele verden.
- Vi føler, at samarbejdet med en uddannelsesinstitution som CBS er den bedst tænkelige platform til at få fremtidens beslutningstagere i tale. Vores succes fremover afhænger fuldstændigt af, at vi er i stand til at tiltrække unge mennesker med et internationalt perspektiv, og som har talent og lyst til at beskæftige sig med forskellige retninger indenfor de økonomiske discipliner, siger adm. direktør Peter Hecht-Hansen.
Han fortæller, at virksomheden samtidig er interesseret i de synergier, som der ligger i videndeling mellem en finansiel virksomhed som Euler Hermes og det faglige miljø på CBS.
- Vi er overbeviste om at begge parter på sigt har meget at tilføre hinanden, siger Peter Hecht-Hansen.
En ny form for partnerskab
CBS har i dag 23 corporate partnere, og Euler Hermes kommer i selskab med virksomheder som Danske Bank, Grundfos, Carlsberg Group og Novozymes.
Partnerskaberne udvikles hele tiden, så det, der en gang begyndte med en pose penge og et skilt på væggen, har i dag udviklet sig til at være et tæt samarbejde mellem CBS og virksomhederne, der får inspiration fra de studerende i forbindelse med case-opgaver og selv videregiver deres erfaringer som gæsteforelæsere.
Director for CBS Corporate Relations Jette Ryttergaard fortæller, at CBS er parat til at sætte nye standarder for, hvad man kan opnå med et tæt partnerskab.
Et af de mere synlige nye elementer i partnerskaberne er eksempelvis den nye lounge, Novozymes har indrettet med blandt andet Philippe Starck-stole og computerstik. Her kan de studerende læse, mødes med studiegruppen eller bare slappe af.