EU’s velfærdsret – fra Rom til Lissabon

Ny bog tager læseren med gennem integreringen af velfærdsrettigheder i EU ret fra Rom-traktaten i 1958 til afstemningerne om Lissabon-traktaten i 2008.

24/03/2009

Ny bog tager læseren med gennem integreringen af velfærdsrettigheder i EU ret fra Rom-traktaten i 1958 til afstemningerne om Lissabon-traktaten i 2008.

Slørede grænser

Hvor er EU nu, og hvor er vi på vej hen? Dette er nogle af de mange spørgsmål, som bogen Integrating Welfare Functions into EU Law – From Rome to Lisbon analyserer og diskuterer. Bogen består af bidrag fra førende juridiske forskere i Europa. Professor Ruth Nielsen, professor Ulla Neergaard og lektor Lynn Roseberry, alle fra Juridisk institut er hovedforfattere.

Forfatterne ser historisk på, hvorledes grænserne mellem EU-ret og nationalret har udviklet sig mod mere komplekse og slørede forhold. Særligt har bogen fokus på, hvordan velfærdsrettigheder formuleret af EU vil påvirke nationale medlemsstater i fremtiden. Ikke mindst hvis Lissabon-traktaten træder i kraft inden for den nærmeste fremtid (de fleste EU-lande har ratificeret den, men Irland har forkastet den ved en folkeafstemning, og skal dermed stemme igen til efteråret 2009).

Europæiske velfærdsrettigheder får forrang

De forskellige bidrag sætter fokus på den generelle tendens til, at velfærdsrettigheder er blevet mere integreret i EU’s lovgivning. Det ses bl.a. i den kommende Lissabon-traktat, der indeholder ”Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder”. Charteret formulerer overordnede retningslinjer for bl.a. menneskerettigheder, der, hvis Lissabon bliver endeligt godkendt, vil få traktatrang og dermed få forrang for medlemsstaters lovgivning. Dette vil bl.a. få konsekvenser på dansk lovgivning inden for f.eks. arbejdsret.

Læs mere om bogen og køb bogen

Blurring Boundaries

Forskningsprojekt startet i 2007 af professor Ruth Nielsen, professor Ulla Neergaard og lektor Lynn Roseberry fra Juridisk Institut med økonomisk støtte fra FSE (Forskningsrådet for Samfund og Erhverv). Formålet med projektet er over en årrække at undersøge EU rets påvirkning og indflydelse på nationalret.

Projektet består af tre internationale forskningskonferencer med efterfølgende uddybende bøger som opfølgning. Den sidste internationale forskningskonference: “The Role of Courts in Developing a European Social Model - Theoretical and Methodological Perspective” løber af stablen i september 2009 på CBS. Læs mere om konferencen.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 06/07/2010