Filmpremiere: Heroes & History
Ledere fra fortid og nutid
Hvad har Steven Jobs, Richard Branson og John F. Kennedy tilfælles med Fidel Castro, Josef Stalin og Adolf Hitler? Umiddelbart virker dette som en sær sammenligning mellem usædvanlige mænd fra fortiden og nutiden. Ikke desto mindre er det omdrejningspunktet i filmen ’Heroes & History: Lessons for Leadership from Tolstoy’s War and Peace’, som er skabt i et samarbejde mellem Copenhagen Business School, Yale School of Management og Reed Foundation.
I forbindelse med fremvisningen af filmen den 25. maj vil direktør Lars Goldschmidt og CBS-professor fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Ole Fogh Kirkeby, efterfølgende deltage i en debat.
Lederskabets rolle
Filmen tager udgangspunkt i Lev Tolstojs roman ’Krig og Fred’, hvor der bliver gjort op med ideen om, at usædvanlige mænd skaber historien uden indflydelse fra den øvrige befolkning. I stedet stiller filmen skarpt på, hvordan store ledere gennem tiden har taget æren for kollektive begivenheder.
Ifølge professor Ole Fogh Kirkeby giver filmen anledning til en diskussion af lederen som helt - den moderne helt, og hvordan denne kan statuere et eksempel for fællesskabet. Der er i dag tale om en anden slags helte/lederrolle, hvor der stilles andre krav. Siden Hitlers tid har lederrollen udviklet sig, og i dag går bestræbelserne på, hvordan lederen bliver en ægte repræsentant for helheden.
- Lederen kan ikke længere stille de menneskelige hensyn fra sig, da nutidens lederrolle kræver en mere humanistisk fremgangsmåde. Dette kan være vanskeligt, især i disse tider hvor individualitet frem for fællesskab synes at være fremherskende i organisationer, siger Ole Fogh Kirkeby.
Filmen vil blive fremvist på CBS, Kilen 14, mandag den 25. maj kl. 16.00. Efterfølgende vil der i en debat med direktør for DI, Lars Goldschmidt og professor i ledelsesfilosofi ved Copenhagen Business School, Ole Fogh Kirkeby være mulighed for at debattere de spørgsmål, som filmen rejser.