Historien om 10 års jobformidling

CBS indgår unik aftale med Moment

04/01/2006

CBS indgår unik aftale med rekrutteringsvirksomheden Moment

CBS var et af de allerførste universiteter, der satte karriererådgivning på dagsordenen og arbejdede målrettet og professionelt med at få de studerende hurtigt ud i erhvervslivet. Alt sammen i direkte forlængelse af en bevidst strategi om at samarbejde tæt med erhvervslivet.

Her 10 år siden den spæde start indgås nu en aftale med rekrutteringsvirksomheden Moment om at formidle erhvervslivets formelle kontakt til CBS’ studerende og færdiguddannede kandidater. Målet er at nå bredere ud til Danmarks mange tusinde virksomheder, at give CBS’ kandidater hurtigere og mere professionel service og overblik over jobmulighederne og at sikre at overgangen til arbejdsmarkedet bliver effektiv.

Store forventninger

”Vi har en klar forventning om, at vi i samarbejde med Moment årligt kan hjælpe mere end 1000 studerende til både studenterjobs og fuldtidsstillinger til stor værdi både for virksomheder og for kandidaterne,” udtaler Mette Reebirk, der er leder af CBS Career Center.

Moment blev valgt som samarbejdspartner på grund af virksomhedens store erfaring med indslusning af kandidater til det danske arbejdsmarked:

”De studerende på CBS er eftertragtede i erhvervslivet, og vi ser samarbejdet med Moment som en strategisk mulighed for at få vores kandidater markedsført endnu bredere. For os er det vigtigt, at vores kandidater kommer i arbejde hurtigt – og med Moment forventer vi, at der kommer endnu mere turbo på udviklingen,” understreger universitetsdirektør Gert Bechlund.

Sikring af kvalitet

Om samarbejdet siger administrerende direktør i Moment, Morten T. Højberg:

”Vi synes, det er meget positivt, at CBS vælger at leve op til universitetslovens bestemmelser om at skabe kontakt mellem studerende og erhvervsliv ved bl.a. at samarbejde med en privat aktør. Vi har både erfaringen og ressourcerne til at sikre, at kandidaterne sluses ud i erhvervslivet på bedste vis, så alt tyder på, at samarbejdet bliver tilfredsstillende for begge parter. Som virksomhed har vi arbejdet med området i mange år, så vi er vant til at få enderne til at mødes, så både studerende og erhvervsliv er tilfredse.”

CBS Career Center, som er Moments formelle samarbejdspartner, vil stadig stå for karriererådgivning af CBS’ studerende og en mangfoldig vifte af samarbejdsmuligheder mellem CBS og erhvervsliv.

For yderligere information kontakt:

 

Universitetsdirektør på CBS, Gert Bechlund:

Tlf.: 3815 2016/2018 (sekr.)

E-mail:

gb.ls@cbs.dk

Director CBS CareerCenter, Mette Reebirk

mnr.career@cbs.dk

Administrerende direktør i Moment, Morten T. Højberg

mth@moment.dk

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 08/01/2006