Et historisk tidspunkt

- største SASE konference nogensinde

28/06/2007

Største SASE konference nogensinde

Hvordan er det lykkedes at skabe en relativ høj økonomisk vækst og samtidig fastholde velfærdsstaten? Det er et af de emner, der vil blive diskuteret på årets SASE konference, der holdes på CBS. Konferencen tager udgangspunkt i globaliseringen og dens betydning for forskellige økonomiske modeller rundt om i verden, og for første gang er det lykkedes at tiltrække mere end 500 deltagere til den samfundsøkonomiske konference.

Troede ikke på det

- Det er et meget specielt historisk tidspunkt, som vi får lov at holde konferencen på. I løbet af de seneste 15 år har den nordiske model netop vist, at det er muligt både at skabe økonomisk vækst og udvikle velfærdsstaten. Noget folk ikke troede på i 80’erne, siger professor Ove K. Pedersen fra International Center for Business and Politics, der er vært for og medarrangør af årets konference.

Vidt forskellige midler når samme mål

Ove K. Pedersen fremhæver, at fire nordiske lande i øjeblikket er på top fem listerne over de mest konkurrencedygtige og rigeste lande.

- Det er interessant, at to så væsentlig forskellige modeller som den amerikanske og den nordiske kan opnå stort set samme resultat, siger Ove K. Pedersen.

SASE

Society for the Advancement of Socio-Economics (SASE) er en international organisation med medlemmer i mere end 50 lande, fordelt på fem kontinenter. SASE’s årlige konference om socio-økonomi bliver i 2007 for første gang holdt i Danmark. Det er International Center for Business and Politics på CBS, der organiserer årets konference.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 02/07/2007