Hvem kommer først - Skildpadderne eller Dræbersnegleekspressen?

- Jubilæumsstafet på CBS Campus

15/09/2007

Jubilæumsstafet på CBS Campus

Studerende fra Hærens Officer Skole, professorer fra CBS og ansatte fra Nordea. Sådan ser en del af feltet ud til den første CBS stafet nogensinde. Og deltagerne har ikke sparet på kreativiteten, når det gælder holdnavne – på ruten kan man blandt andre møde Sveskerne og Psykopaterne.

Tirsdag den 18. september snører de godt 300 tilmeldte løbeskoene for at bringe stafetten hele vejen rundt om CBS’ campusområde.

Løber på tværs af uddannelser

Det er studerende fra CBS Sport, jubilæumsudvalget og Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, der står bag arrangementet. Studerende og chairman for CBS Sport, Adam Kayser, glæder sig over det blandede deltagerfelt, der blandt andet tæller studerende fra Hærens Officer Skole, Niels Brocks Handelsgymnasium og CBS.

- Det er rigtig godt, at vi som studerende kan være fælles om en aktivitet på tværs af uddannelsesinstitutioner. Det er enormt positivt og viser, at 90 års jubilæet ikke kun er for CBS, siger Adam Kayser.

Han er godt tilfreds med deltagerantallet, der er kravlet op på omkring 300.

- Det er planen, at stafetten skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed. Jeg synes, det er flot, at vi allerede det første år kan samle så mange studerende fra hele Frederiksberg, medarbejdere fra CBS og deltagere fra vores Corporate Partners, siger Adam Kayser.

Også præmier til sidste del af feltet

Hver tirsdag har både CBS Sport og Institut for Ledelse, Politik og Filosofi sørget for fortræning til dem, der har haft behov for at komme i eller holde formen, inden de tre kilometer skal gennemføres. Det er dog ikke kun de hurtigste, der har mulighed for at gå hjem med mere end brugte løbesko. Udover 1. præmier er der sponsorgaver, der bliver fordelt efter lodtrækning.

Hele eftermiddagen er der aktiviteter på Solbjerg Plads, hvor alle er velkomne til at dukke op og heppe på favoritholdet.

Program

12:00-15:00 Afhentning af løbenumre, T-shirts og depecher. Afhentes på Solbjerg Plads i CBS Sports telt.

15:30 Opvarmning ved CBS Sport.

15:45 Alle hold skal være klar til afgang.

16:00 De første løbere sendes af sted.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/09/2007