”Industry and Innovation” i fint selskab
I første forsøg er det lykkedes tidsskriftet at blive optaget i Social Science Citation Index
Hvilke artikler skal publiceres? Hvor skal de publiceres? Vidensdeling i internationale tidsskrifter bliver diskuteret ivrigt, for det er afgørende for forskere at komme til orde i de førende tidsskrifter inden for lige netop deres område. Tidsskriftet ”Industry and Innovation”, som har til huse på CBS, er netop blevet optaget i den bedste af de databaser, der indekserer artikler fra en lang række tidsskrifter.
Én ansøgning og halvandet års bedømmelse
Tidsskriftet blev optaget i citationsindekset Social Science Citation Index (SSCI) ved første ansøgning og efter en periode på halvandet års bedømmelse af en anonym fagkomité. I mange tilfælde kræver det adskillige forsøg – og en lang årrække at blive optaget.
Indekset er sammen med Scopus Citation Tracker den eneste database, der samlet indekserer og opgør hvor mange citationer (henvisninger) en enkelt artikel får fra andre artikler. Det er derfor væsentligt for forskere at få deres artikler optaget i databaserne, da det fungerer som en løbende kvalitetsvurdering.
Når et tidsskrift har været indekseret i SSCI i tre år, kan man beregne dets Journal Impact Factor (JIF). Den er et udtryk for, hvor mange citationer pr. artikel en årgang af tidsskriftet har opnået fra andre tidsskrifter. Faktoren udregnes i løbet af en to-årig periode efter udgivelsen. JIF tages derfor ofte som udtryk for tidsskriftets generelle kvalitet, og kan have betydning i sammenligning med andre tidsskrifter.
Fordel for universiteterne at huse tidsskrifter
Lektor og chefredaktør Mark Lorenzen fortæller, at redaktionen allerede kan mærke effekten af optagelsen.
- Vi får tilsendt langt flere artikler end tidligere. Det giver os et større udvalg og medvirker til, at kvaliteten af indholdet bliver højnet. Det er en selvforstærkende spiral, siger han og peger desuden på flere fordele ved at huse tidsskriftet og stå for redigeringen af udgivelserne:
- Først og fremmest giver det os chance for at få indflydelse på den retning, som forskningen bevæger sig i. Men det er samtidig en mulighed for at få adgang til den nyeste viden inden for området, allerede inden den bliver publiceret.
Tidsskriftet har 16 år på bagen og bliver udgivet af det engelske forlag Routledge, men siden 2005 har lektor Mark Lorenzen fra Institut for Innovation og Organisationsøkonomi været chefredaktør og tidsskriftet har hørt hjemme på CBS.
Redaktionsmedlemmer – videnskabelige tidsskrifter
Endnu to forskere fra Institut for Innovation og organisationsøkonomi sidder i redaktionen for ”Industry and Innovation”, nemlig professor Keld Laursen og lektor Henrik Sornn-Friese.
Udover at sidde i redaktionen for et tidsskrift kan forskere også være medlemmer af et tidsskrifts redaktionskomiteer og på den måde støtte op om tidsskriftet ved eksempelvis at bedømme artikler. I 2008 havde CBS 78 forskere repræsenteret i redaktionskomiteer for internationale tidsskrifter.