Kontroversiel miljødebattør til tops i de internationale medier
Adjungeret professor ved CBS, Bjørn Lomborg, er nu som den eneste dansker i 2008 placeret på tre internationale lister over de mest indflydelsesrige personer i verden.
På trods af tidligere års offentlig modvind anerkender de store internationale medier stadig den kontroversielle danske miljødebattør som en af verdens mest indflydelsesrige personer.
Esquire fejrer i år sit 75. år, og i den anledning har det amerikanske magasin spurgt sig selv, hvilke personer her på jorden, der har noget vigtigt og betydningsfuldt at bidrage med til det 21. århundrede. På listen står blandt andre nobelprismodtageren Al Gore, filantropen Bill Gates, præsidentkandidaten Barack Obama og Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger
Universiteterne skal bidrage til debatten
Bjørn Lomborg er adjungeret professor på CBS, hvor han står i spidsen for centret Copenhagen Consensus Center.
- Copenhagen Business School skal ikke alene være en fremragende forsknings- og uddannelsesinstitution. Det er også universiteternes opgave at bidrage med viden til den offentlige debat, og ikke mindst skal vi sikre, at viden bliver givet videre i en form, så den kan nyttiggøres. Bjørn Lomborg har netop formået at få etableret og levendegjort en omfattende viden omkring økonomiske prioriteringer, siger rektor Finn Junge-Jensen.
Bjørn Lomborg har sammen med mange af verdens førende økonomer og nobelpristagere under Copenhagen Consensus understreget CBS’ høje internationale profil.
- Disse udnævnelser er et udtryk for Bjørn Lomborgs gennemslagskraft, og for at Copenhagen Consensus og Bjørn Lomborg har et budskab, der er lige så enkelt, som det er vigtigt: Vi skylder de fattigste i den tredje verden at tænke os grundigt om, når vi vælger hvilke af verdens problemer, vi ønsker at bruge vores begrænsede ressourcer på at løse, siger professor og rådgiver for Copenhagen Consensus, Henrik Lando.
- Disse lister bekræfter blot, hvad snesevis af verdens førende økonomer og mange nobelpristagere har vist ved at arbejde sammen med Lomborg, nemlig at den til tider lidt smålige debat i vores andedam overser den stærke gennemslagskraft Copenhagen Consensus har haft til at sætte bedre prioriteringer og økonomisk fornuft på den internationale dagsorden.
De skal redde verden
Udnævnelsen sker blot fire måneder efter, at de to amerikanske tidsskrifter Foreign Policy og Prospect valgte Lomborg som en af de 100 mest intellektuelle offentlige personer i verden.
Tilbage i maj måned i år var han på en liste over verdens førende personligheder udarbejdet af de to tidsskrifter i fint selskab med blandt andet forfatterne Salman Rushdie og Umberto Eco.
I januar i år valgte den britiske centrum-venstre avis The Guardian også offentligt at anerkende Lomborgs arbejde ved at pege på ham som én af de 50 mest betydningsfulde mennesker for arbejdet med at redde verden. Ifølge The Guardian er Bjørn Lomborg en vigtig afbalancerende nøgleaktør, der kan sikre, at miljødebatten ikke løber løbsk. På listen blev Lomborg sat sammen med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel og USA's tidligere vicepræsident Al Gore.