Medierne sætter dagsordenen

- ny bog af CBS-forsker om mediernes stigende magt

24/10/2007

Studielektor Henrik Merkelsen udgiver bog om medierne og magten

I en tid, hvor både virksomheder og politikere professionaliserer deres kommunikation som aldrig før, ikke mindst i form af PR og spin, sætter studielektor cand.mag. Henrik Merkelsen i en ny bog, ”Magt og Medier”, emnet i historisk og teoretisk perspektiv - og stiller spørgsmålstegn ved, om udviklingen er så farlig endda.

En ny rolle som magthaver

- Hvor medierne tidligere spillede en rolle som partiloyal referent for de politiske magthavere, har de senere år vist, at medierne selv er i stand til at sætte en dagsorden, der påvirker befolkningen og dermed i sidste ende politikerne, siger Henrik Merkelsen og nævner Ekstrabladets kampagne fra 90’erne ”De fremmede” som et oplagt eksempel på dette.

- Indtil denne artikelserie var indvandrerproblematikken noget, man sjældent diskuterede i befolkningen og blandt politikere, men det er jo helt tydeligt i dag, at den kritiske dækning har ændret dagsordenen fuldstændigt. Dermed er medierne ikke længere blot et bindeled mellem vælgere og politikere i rent kommunikativ betydning – de udøver også en betragtelig påvirkning og bliver dermed selv en slags magthaver, siger han.

Professionalisering kan koste tilliden

Når medierne så tydeligt kan sætte en dagsorden, bliver de en attraktiv kommunikationskanal for diverse afsendere som politikere, offentlige institutioner og virksomheder til at skabe det helt rigtige forhold til deres målgrupper.

- Der er sket en gennemgribende professionalisering hos både kilderne og medierne. Umiddelbart mener jeg, at det er positivt for modtagerne, bl.a. vælgerne, at kommunikationen skærpes til deres behov, men i bogen stiller jeg samtidig spørgsmålstegn ved, om ikke man risikerer, at befolkningen mister tilliden til medierne, hvis spin eller beskyldninger om spin fylder for meget i den offentlige debat, siger Henrik Merkelsen.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 24/10/2007