Multimediale udfordringer for PSB

Download rapport fra konferencen

04/02/2009

Multimediale udfordringer for Skandinavisk Public Service

ved Anker Brink Lund, Lars Nord og Johann Roppen

Forord

I perioden 2006-8 har Radio- og tv-nævnet finansieret forskningsprojektet "Potentialer for public service på multimediale markeder", som de fem kapitler bygger på. Formålet har været at placere den nuværende danske organisering af public service radio, tv og web i en bredere sammenhæng ved at sammenligne innovativ konkurrencekraft på de skandinaviske mediemarkeder i perioden 1996-2007.

Det afgørende nye ved forskningsprojektet er det medieøkologiske niche-perspektiv, der ikke primært placerer public service som noget sakrosankt i den kulturelle og politiske offentlighed, men derimod som et vilkår for både privat og offentlig medievirksomhed. Til gengæld vil læseren lede forgæves efter det, der i høj grad præger den daglige nyhedsformidling om public service broadcasting (PSB): Beretninger om interne personopgør og offentlig polemik om spektakulære enkeltsager og uenighed om programkvaliteten. Vil man f.eks. vide mere om intrigerne bag DR-generaldirektør Christian Nissens afgang i 2004 eller budgetunderskuddet i TV2/Danmark oparbejdet under Per Mikael Jensen 2006-7, må man søge andre kilder. Det gælder også ideologiske kulturkampe om selve definitionen af "public service" og deraf følgende kritik af konkrete PSB-udsendelser. Vi forsøger at undgå det normative "bør" og fokuserer i stedet på, hvad PSB rent faktisk gør.

En afgørende forudsætning for forskningsprojektets gennemførelse har derfor været tilvejebringelse af aktuel og komparativ statistik og nøgletal. Dette arbejde har vist sig langt mere omfattende end først antaget og uden hjælp fra ph.d.-studerende Christian Enevold Berg var det næppe lykkedes. Desuden har DR, TV2/Danmark, NRK, SR og SVT været til stor hjælp både med tilvejebringelse af nøgletal og oplysninger om den faktiske udvikling i medieindustrien.

Nordicom i Göteborg har været behjælpelig med at tilvejebringe sammenlignelig statistik på området, men vi har måttet supplere med mange andre kilder med henblik på at skaffe et komparativt datagrundlag. PSB-nøgletal er sjældent hemmelige, men det tager lang tid at tilvejebringe dem og gøre rådata sammenlignelige. Desuden er sådanne PSB-data sjældent særligt oplysende, hvis de ikke kan sammenlignes med tilsvarende tal for kommercielle spillere, og i den forbindelse har processen med kortlægningen af kvantitative mediedata været behæftet med besværligheder i form af adgangsbegrænsninger til databaser. Desuden anvender de forskellige lande ikke samme forudsætninger ved indsamlingen, hvilket besværliggør direkte sammenligninger.

Forskningsledelsen er blevet varetaget af professor Anker Brink Lund, CBS International Center for Business and Politics, der også er budgetansvarlig for projektets gennemførelse. Desuden er der nedsat en følgegruppe bestående af direktør Ulla Carlsson (Nordisk Informationscenter för Medie- och Kommunikationsforskning), fhv. generaldirektør Christian Nissen og medieøkonom Preben Sepstrup, som har været behjælpelige med råd og dåd. Ansvaret for fortolkninger, fejl og forglemmelser hviler dog udelukkende på forfatterne og i særlig grad på projektlederen, der har stået for den afsluttende redigering af stoffet i samarbejde med cand.scient.pol. Maj Britt Aronstein.

København, den 1.1. 2009

Anker Brink Lund

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 04/02/2009