Når motivation bliver et problem

- Medarbejdere motiverer i stigende grad sig selv – og stiller virksomheden nye udfordringer

08/12/2007

Medarbejdere motiverer i stigende grad sig selv – og det stiller nye udfordringer

I moderne videnarbejde har medarbejderne sjældent problemer med at finde gejsten – de er faktisk topmotiverede. Det er dog ikke et ubetinget gode for virksomheden, lyder det i ny bog af lektor, ph.d. Peter Holdt Christensen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.

At motivere medarbejderne kan måske opfattes som en vanskelig udfordring, men i nutidens såkaldte videnarbejde er det noget, medarbejderen selv klarer

- At arbejde med viden er meget udbredt i dag, så de fleste er i større eller mindre grad beskæftiget med det. Videnarbejde har ofte en kreativ og selvstændig dimension, hvilket har vist sig meget motiverende, siger Peter Holdt Christensen.

Faktorer der motiverer

Ved at gennemgå den vigtigste teori inden for motivation har Peter Holdt Christensen udledt seks faktorer, der motiverer videnarbejdere men som alle rummer potentielle problemer for arbejdsgiverne:

  • Tilhørsforhold - at man føler en tilknytning til sine kolleger.

  • Udfordring - at man ikke stilles over for lette opgaver.

  • Rimelighed - at man belønnes rimeligt, bl.a. i form af lønnen.

  • Præstation - at man får feedback på sit arbejde i form af et resultat.

  • Autonomi - at man har en vis selvbestemmelse.

  • Selvrealisering - at man opkvalificeres med opgaven.

… og skaber problemer

Disse seks motiverende faktorer passer imidlertid ikke altid virksomheden lige godt. Det viser sig nemlig, at videnarbejderen ikke altid kan tilrettelægge arbejdet efter eget ønske, men må arbejde i organisationens retning.

- Problemerne kan opstå, når man føler, at man ikke får den feedback, man selv mener at fortjene, eller når behovet for autonomi og selvrealisering kolliderer med virksomhedens overordnede mål, siger Peter Holdt Christensen.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2007