Nationalt interaktivt vælgermøde

- på uddannelsesinstitutioner landet over

31/10/2007

Studerende vil debattere uddannelsespolitik

Flere tusinde studerende på videregående uddannelser over hele landet kan deltage, når Copenhagen Business School tirsdag den 6. november holder vælgermøde.

Den yngre del af vælgerkorpset sidder klar i auditorier fra Aalborg til København og kan stille spørgsmål til udenrigsminister Per Stig Møller (K), undervisningsminister Bertel Haarser (V), Peter Skaarup (DF) og andre politikere, når de er sat i stævne for blandt andet at diskutere globalisering, uddannelsespolitik og forskningsformidling samt kvalitetsreformen.

At de unge ikke engagerer sig i valget er en skrøne – i hvert fald når man ser på den gruppe, der står bag det landsdækkende vælgermøde.

Valget udvikler den offentlige sektor

Det er studerende fra De Studerendes Råd på CBS, der sammen med folkene bag efteruddannelsen Master of Public Administration har taget initiativ til arrangementet.

- Som udbyder af en offentlig lederuddannelse er det vigtigt at støtte op om den politiske proces og skabe engagement om den – også hos de unge. Et valg er med til at udvikle den offentlige sektor, og vi vil gerne sørge for, at de unge får det bedst mulige beslutningsgrundlag, siger programdirektør Kristoffer Brix Bertelsen.

Fungerende formand for DSR på CBS, Henrik Thorn, fortæller, at de studerende gerne vil have bragt uddannelsespolitikken på banen i valgkampen.

- Vi skaber et bedre grundlag for debat, når vi involverer studerende fra de videregående uddannelser over hele landet. Det giver os et godt udsnit af forskellige meninger fra forskellige kulturer, siger Henrik Thorn om idéen med at lave et nationalt vælgermøde.

Anerkendte forskere fra CBS lægger op til debat, og mødet bliver transmitteret til auditorier på Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Århus Universitet, Handelshøjskolen i Århus, Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitet.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 31/10/2007