Ny bog: EU-konkurrenceret - almindelig del, 4. udgave

Med 4. udgaven af denne fremstilling er der sket en opdatering - indtil 1. august 2009 - med inddragelse af det omfattende nye materiale i form af såvel lovgivning som doms- og kommissionspraksis, der er fremkommet siden 3. udga­ven fra efteråret 2003.

05/10/2009

Med 4. udgaven af denne fremstilling er der sket en opdatering - indtil 1. august 2009 - med inddragelse af det omfattende nye materiale i form af såvel lovgivning som doms- og kommissionspraksis, der er fremkommet siden 3. udga­ven fra efteråret 2003.

Den almindelige EU-konkurrenceret har fortsat udviklet sig med rivende hast, og bogens emne indgår nu i hverdagen for de fleste større virksomheder og koncerner, som opererer inden for EU og EØS-området. Bogen består af to dele.

Den indledende del behandler den almene konkurrenceret og gennemgår systematisk de grundlæggende bestemmelser. EU-forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler og mod misbrug af dominerende markedsstilling, EU-reguleringen af grænseoverskridende fusionskontrol, og offentlige virksomheders stilling. Desuden præsenteres og gennemgås procedurereglerne inden for EU-konkurrenceretten.

Anden del angår dels konkurrencerettens bestemmelser om aftaler vedrørende produktionen, ofte formet som hard core-karteller, men også som forsknings- og udviklingsaftaler eller specialiseringsaftaler, dels reguleringen af distributionen af varer og tjenesteydelser i form af eneforhandling, selektiv distribution, franchising m.v.

Med udsendelsen af nærværende bog er et behov for en dansk opdatering af EU-konkurrencerettens almindelige del søgt imødekommet.

Jens Fejø er dr.jur. Han er professor i EU-konkurrenceret ved Copenhagen Business School, Handelshøjskolen, Juridisk Institut. Han har gennem en årrække bl.a. været medlem af Konkurrenceankenævnet og sagkyndigt medlem af Klagenævnet for Udbud.

Bogen kan anskaffes via DJØF Forlag.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 05/10/2009