Ny udgivelse af lektor Peter Nedergaard
Det første større danske arbejdsmarkedspolitiske leksikon udkommer den 7. november 2005.
Arbejdsmarkedspolitikken er et område fyldt med organisationer (og deres forkortelser), personnavne, myndigheder på forskellige niveauer og et væld af juridiske, økonomiske og politiske begreber.
Hvert opslagsord er derfor søgt sat ind i en arbejdsmarkedspolitisk sammenhæng.
Arbejdsmarkedspolitisk Leksikon har til formål at gøre det så let som muligt at arbejde med arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål uanset, om man er ansat i en faglig organisation, i en erhvervsorganisation, om man er studerende, konsulent i arbejdsformidlingen, embedsmand i et ministerium, ansat i en kommune eller almindeligt politisk interesseret.
At arbejde med arbejdsmarkedspolitikken er blevet stadig vigtigere i de senere år, efterhånden som området har fået en bredere betydning for den politiske dagsorden.
Arbejdsmarkedspolitikken har i stigende udstrækning også en rolle at spille for velfærdsstatens fremtid, for opretholdelsen af dansk økonomis konkurrenceevne, for integrationen af indvandrere og for dansk udenrigspolitik via forsøgene på at eksportere den danske arbejdsmarkedsmodel.