Poul Nyrup Rasmussen løfter sløret
Hvordan får vi opprioriteret forskning, uddannelse og innovation samfundspolitisk, og hvordan kan fremtidens virksomheder være med til at sikre en global udvikling til gavn for mange?
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen giver præcise og konkrete løsningsforslag på de globale udfordringer i samspil med studerede og forskere ved Handelshøjskolen i København. Visionerne favner bredt.
”Et arrangement med Poul Nyrup Rasmussen er uhyre interessant for os”, siger Institutleder ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen, Søren Wenneberg. "Særligt når det drejer sig om det globale, er det afgørende for os ikke kun at bringe erhvervslivet og dets problemstillinger på banen. Vi må også i kontakt med den politiske verden, og vi fokuserer mere og mere af vores forskning omkring det politiske. Ambitionen er at give vores studerende internationale og politiske perspektiver. De skal have globalt udsyn og tage globalt ansvar. Det ønsker de også selv - og heldigvis er det dem, der kan forme en ny global virkelighed”, slutter Søren Wenneberg.
Poul Nyrup mener også, at de studerendes rolle i globaliseringen er vigtig primært af tre grunde: ”Den er kompliceret, økonomisk og kræver et sammenspil mellem arbejdsmarked, uddannelsesinstitutioner, NGO’ere og regeringer. Derfor er de kernefolk, der kommer til at løfte globaliseringen”.
Efter Poul Nyrups vil efter forelæsningen møde en kompetent reaktion fra professor Niels Åkerstrøm Andersen. Derefter inviteres tilhørerne til at stille spørgsmål eller kommentere oplæggene.
Tid og sted
25. november kl. 15-17
BG Fonden Auditoriet s.01
Handelshøjskolen
Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har i løbet af efteråret gæstet Handelshøjskolen i København to gange som led i en forelæsnings- og debatrække under titlen Globaliseringen – den nye forbindelse.