Professor Torben Pedersen nomineret

- Vice President for The Academy of International Business

15/11/2007

Vice President for The Academy of International Business

Måske bliver det for første gang nogensinde en dansker. Måske bliver det oven i købet en professor fra CBS. Torben Pedersen fra Center for Strategi og Globalisering er en af de nominerede til titlen som Vice President for en af verdens førende organisationer for forskere.

X’et på stemmesedlen

De knap 3.000 medlemmer af The Academy of International Business skal inden den 7. januar 2008 vælge deres to næste Vice Presidents, hvor Torben Pedersen altså er et af de fire navne på stemmesedlen.

- For mig er det en unik mulighed for at skabe et fantastisk internationalt netværk og opnå en værdifuld international anerkendelse, siger Torben Pedersen.

Han har selv været medlem af organisationen i en årrække, men det er er første gang nogensinde, at en dansker er nomineret til at stå i spidsen for organisationen, der har medlemmer fra 73 forskellige lande.

Først smiger, dernæst arbejde

Vice President kandidaterne bliver udpeget af en nomineringskomité, og det var en overrasket professor, der en dag åbnede mailen med opfordringen til at stille op.

- Min første tanke var, at det var meget smigrende. Min næste tanke var, om jeg nu virkelig var parat til at lade arbejdet fylde en stor del af min tid i det år, hvor jeg ville blive programansvarlig for den årlige konference, siger Torben Pedersen, der dog hurtig besluttede sig for at stille op.

Han har de senere år markeret sig med forskning om specielt danske virksomheders rolle i globaliseringen, og netop emnet globalisering håber han at kunne sætte på dagsordenen i The Academy of International Business.

Organisationen

The Academy of International Business er verdens førende organisation for forskere, der beskæftiger sig med international business. Den blev grundlagt i 1959 og har i dag 2.955 medlemmer i 73 lande.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 16/11/2007