Store udfordringer inden for sundhedsområdet

Jes Søgaard er ny adjungeret professor

07/12/2005

Jes Søgaard, Direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen, er blevet udnævnt til adjungeret professor. Med udnævnelsen understreger CBS vigtigheden af forskning i organisation og økonomi inden for sundhedsområdet, der står over for store udfordringer i de kommende år.

”På kort sigt ligger der en stor opgave med at få smeltet de amtslige sundhedsvæsener sammen til fem regioner rundt omkring i landet. Samtidig bliver hele finansieringsformen og den økonomiske styring af sygehusene lagt om, og der venter også store udfordringer med de elektroniske patientjournaler”, siger Jes Søgaard.

Han understreger desuden, at for at disse opgaver kan løses optimalt er det nødvendigt med både den meget anvendelsesorienterede forskning i sundhedssektoren og den mere dybdegående og teoretiske forskning inden for universitetsverdenen.

Forskning der gør en forskel

Netop sammensmeltningen af de to forskellige forskningsmiljøer er omdrejningspunktet for CBS’ udnævnelse af Jes Søgaard, der igennem en lang årrække har beskæftiget sig med sundhedsøkonomi bl.a. som medlem af bestyrelsen for Statens Institut for Folkesundhed og for Danmarks Forskerskole for Folkesundhedsvidenskab.

Han vil blive tilknyttet Center for Health Management, som igennem et lille årstid har beskæftiget sig med sundhedsledelse specielt forskning i de aktuelle reformprocesser, og hvordan ledelse og styring er under forandring i sektoren. Og han er på ingen måde i tvivl om, at forskningen i sundhedsøkonomi gør en forskel.

”Jeg håber, at min forskning på CBS vil kunne dokumentere og evaluere de mange tilsigtede og utilsigtede konsekvenser af sundhedsreformen og på den måde være med til at rådgive politikerne og andre ledere i sundhedsvæsenet. Hele sundhedsreformen hviler jo på en idé om, at større enheder giver større effektivitet, men så simpelt er det ikke. Det kommer i hvert fald ikke af sig selv, og netop her tror jeg, at forskningen i sundhedsøkonomi kan gøre en forskel”, slutter Jes Søgaard.

Jes Søgaard tiltræder officielt mandag den 12. december kl. 16:00 med forelæsningen ”Sundhedsøkonomi gennem 25 år”. Forelæsningen finder sted på CBS, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg i Danisco Auditoriet, S.07.

Jes Søgaard er cand.rer.soc. fra Odense Universitet (1980). Han indledte sin karriere som sundhedsøkonom på Det sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Odense Universitet, herefter som adjunkt i medicinsk sociologi på Aarhus Universitet. I årene 1984-90 var han gæsteprofessor i sundhedsøkonometri ved Universitetet i Linköping. I 1991 var han med til at starte Center for Helsetjenesteforskning og Socialpolitik ved Odense Universitet, hvor han blev professor i sundhedsøkonomi i 1996. I foråret 1998 blev han direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 07/12/2005