Studerende sender CEMS-kursus til tops

- Flere end 100 kurser på CEMS-universiteter i hele Europa er blevet vurderet af studerende

09/12/2008

Flere end 100 kurser på CEMS-universiteter i hele Europa er blevet vurderet af studerende

Igen i år vinder CEMS-kurset ”International Strategic Management”, som udbydes på CBS, anerkendelse i Paris ved CEMS Annual Events, som i år fejrede 20 års jubilæum.

Flere end 100 kurser på CEMS-universiteter i hele Europa er blevet vurderet af studerende, der kunne bedømme kurserne på en skala fra 1 til 5. For andet år i træk blev CBS’ ”International Strategic Management” vurderet til at være blandt de bedste med et gennemsnit på 4,7.

- Det er en særlig anerkendelse, både for os personligt, og for CBS, siger Sven Junghagen, der er Academic Director for CEMS MIM på CBS samt en af underviserne på det vindende kursus.

Anden underviser på faget er lektor Bo Bernhard Nielsen fra Center for Strategi og Globalisering.

’International Strategic Management’ var et af tre obligatoriske fag, som blev udbudt i efteråret 2007 på CBS’ CEMS Master in International Management. Faget beskæftiger sig med strategisk ledelse i et internationalt perspektiv og har en overvægt af udenlandske studerende fra andre CEMS-universiteter.

Ifølge Sven Junghagen er det et procesorienteret fag.

- Vi forsøger at skabe en god balance i forhold til studenterdrevet versus underviserdrevet samt mellem akademisk versus praktisk indhold, siger han.

Hvad er CEMS?

The Community of European Management Schools (CEMS) er et netværk bestående af mere end 60 virksomheder samt 27 af de bedste business schools fra hele verden.

2008 er et særligt vigtigt år for CEMS-netværket, da det fejrer sit 20-års-jubilæum.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 10/12/2008