Studieliv i stedet for sommerferie

- Mere end 1000 danske og udenlandske studerende på Summer University

06/08/2008

Mere end 1000 danske og udenlandske studerende på Summer University

Selvom der står sommerferie på skoleskemaet for de fleste studerende, så deltager mere end 1.000 danske og udenlandske studerende i CBS’ International Summer University Program (ISUP).

Summer University giver de studerende mulighed for enten at indhente forsømte fag eller blot være på forkant, inden studierne igen går løs til september.

Åbne skandinaviske virksomheder

Maria Velit fra Canada er i gang med en MBA på Stern School of Business i New York. Hun følger et intensivt kursus i Topics of Finance.

- Jeg tog til Danmark for at få en bedre forståelse af virksomhederne i Skandinavien. Det er en god oplevelse at se det i et andet perspektiv og lære, at de har en anden tilgang, end hvad jeg er vant til. De er for eksempel mere åbne og tillidsfulde end i mange andre lande. I løbet af undervisningen får jeg også mange gode eksempler på forretningsmiljøet, som det ser ud i dag, siger hun.

Ud over at deltage i de sociale arrangementer, som CBS står for, har Maria også fået venner på sit hold, som hun ses med ved siden af studiet.

- Det er fantastisk at lære mennesker at kende fra andre universiteter og lande. Jeg har også lært meget om det danske samfund fra de danske studerende, siger hun.

På forkant inden studiestart

Mikael Reynolds, der netop har afsluttet 2. år af sin bachelor i International Business, er en af de danske studerende, der har valgt at bruge sommerferien på Summer University.

- Jeg har valgt Summer University, både fordi jeg manglede et fag og for at tage et ekstra, så næste semester bliver mindre hårdt. Jeg synes, at det er en udfordrende oplevelse, og jeg har lært en del andre ting end i den normale undervisning. Fx har jeg fået styr på, hvordan personer og afdelinger indvirker på hinanden i en organisation, siger han.

De udenlandske studerende er stærkest repræsenteret af amerikanere og tyskere. Derudover er Australien, Indien og Island er også godt med.

Summer University begyndte fredag den 27. juni og slutter med de sidste eksamener den 8. august.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 07/08/2008