Tidligere IKEA-chef bliver adjungeret professor
Svenske Anders Moberg bliver adjungeret professor ved CBS
Han har stået i spidsen for IKEAs internationalisering, og han har fået den hollandske detailkæde Royal Ahold ud af en livstruende krise. Svenske Anders Moberg er en af verdens mest eftertragtede og erfarne detailhandelschefer, og nu kan han også skrive en titel som adjungeret professor på visitkortet.
Han bliver tilknyttet Institut for Afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School og skal især beskæftige sig med markedsorienteret ledelse.
- Netop markedsorienteret ledelse bliver mere og mere betydningsfuldt i disse år, og Anders Moberg tænker i kunder som ingen anden. Finanskrisen betyder, at ressourcerne ikke er uendelige, og det bliver for alvor nødvendigt for virksomhederne at tage udgangspunkt i forbrugerne. Der er kamp om kunderne i denne tid, siger institutleder Ricky Wilke fra Institut for Afsætningsøkonomi.
Fik supermarkedskæde ud af krise
I de seneste 22 år har Anders Moberg arbejdet på tre kontinenter, men han begyndte sin karriere i IKEA-byen Älmhult, hvor han som 36-årig blev udnævnt til koncernchef for den blå/gule møbelkæde. I 1999 kom han til detailhandelskæden The Home Depot som Group Division President, inden han altså stod i spidsen for supermarkedskæden Royal Ahold og fik vendt virksomhedens dalende aktiekurs.
Tiltrædelsesforelæsning
Anders Moberg holder tiltrædelsesforelæsning tirsdag den 27. januar kl. 14.00, Carlsberg Auditoriet, Copenhagen Business School, Solbjerg Plads 3. 2000 Frederiksberg.