To telerets-forskere fra Juridisk Institut taler på konference om fremtidens bredbåndsmarked
Fundamentet for fremtidens bredbåndsmarked bliver lagt i disse år. Spørgsmålet er, om rammevilkårene for telebranchen er de optimale til at sikre årlige milliardinvesteringer, øget konkurrence og teknologiske landvindinger.
På konferencen ’Fremtidens Bredbåndsmarked’, som finder sted 13. maj 2009, deltager lektor, ph.d. Søren Sandfeld Jakobsen og adjunkt, ph.d. Christian Bergquist, begge fra Juridisk Institut på CBS og begge er forskere indenfor teleret.
Søren Sandfeld Jakobsen åbner konferencen og lægger op til debat, for derefter konferencen igennem at styre slagets gang.
Christian Bergquist vil i sit oplæg præsentere og identificere de overordnede målsætninger, som er styrende for udviklingen og reguleringen af bredbåndsmarkedet.
Christian Bergquist finder konferencen at stor betydning, fordi den politiske diskussion, man løbende havde i halvfemserne, gik lidt tabt omkring årtusindskiftet, med det resultat at man hverken har haft tværgående undersøgelser eller overvejelser om markedets hensigtsmæssige udvikling. Som eksempler herpå peger han på den licens, som bredbåndsforbindelserne er blevet pålagt, samt de aktuelle, politiske overvejelser om en hårdere beskatning af arbejdsgiverbetalte bredbåndsforbindelser.
”To initiativer, der, uanset eventuelle isolerede fordele, netto set underminerer bestræbelserne på at udbrede bredbåndsforbindelser - og dermed skabe en stærk vidensøkonomi,” påpeger Christian Bergquist.
Konferencen er et forsøg på at sparke liv i de gamle diskussioner.
Læs konferencens program