Virksomhed – kend din historie

- Professor Per Hansen modtager prestigefyldt amerikansk pris

12/04/2008

Professor Per Hansen modtager prestigefyldt amerikansk pris

Professor Per Hansen fra Center for Virksomhedshistorie har fået den amerikanske Newcomen Article Price for den bedste artikel i 2007 i det amerikanske tidsskrift ”Enterprise and Society”.

Artiklen, der handler om de danske sparekassers udvikling i perioden 1965-1990, blev trykt i decembernummeret.

Fortællinger kan stå i vejen

Professor Per Hansen fortæller om artiklen:

- Principielt handler artiklen om, at historiske fortællinger faktisk påvirker organisationers muligheder for at gennemføre strategiske forandringer. Fortællingerne kan både være en ressource og en begrænsning i organisationen, siger Per Hansen og uddyber:

- Fortællinger fastlåser folks forståelse af sig selv og den organisation, de virker i, og når eksterne forandringer presser organisationerne, og der bliver behov for nye strategier, kan fortællingerne stå i vejen. Det betyder, at historiske fortællinger er afgørende for organisationskulturen i en virksomhed og i andre organisationer. Derfor er det vigtigt for virksomheder og ledere at kende og forstå virksomhedens dominerende fortællinger – ikke mindst når der er behov for strategiske og organisatoriske forandringer.

Titlen på Per Hansens prisbelønnede artikel er ”Organizational Culture and Organizational Chance: The Transformation of Savings Banks in Danmark, 1965-1990”.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 14/04/2008