Virksomhederne skal opføre sig ordentligt!
CBS-studerende bag en uge i det sociale ansvars tegn
Fra den 16. til den 20. april sætter CBS fokus på virksomhedernes sociale ansvar (Corporate Social Responsibility) - et fænomen i krydsfeltet mellem økonomi, politik og samfundsetik, der får betydning for flere og flere virksomheder. Kan man for eksempel i virkeligheden kræve, at private virksomheder påtager sig et ansvar udover det at generere profit for sine aktionærer?
Hele ugen står i det sociale ansvars tegn
I tidsrummet bliver der afholdt virksomhedspræsentationer og paneldiskussioner relateret til virksomhedernes sociale ansvar, og studerende fra business schools i lande som Sverige, Norge, Tyskland, Finland, Belgien, Ungarn, Kina og Danmark deltager i en konkurrence, hvor de på 48 timer skal løse en virkelig CSR-problemstilling for en stor (pt. hemmeligholdt) virksomhed. Sidste gang konkurrencen løb af stabelen, udarbejdede deltagerne en løsning for olievirksomheden Shell omkring udvikling af et iværksætteri- og uddannelsesprojekt for virksomheden
i Oman.
Det er et hold af aktive studerende fra studenterorganisationen WELL, der står bag ugen. Og de er støttet af virksomheder
som Novozymes, Shell, Grundfos og LEGO.