DSEB og CBS fejrer studerende og ansatte ved prisuddeling i oktober

Priser, pengepræmier og kåring af en æresalumne er omdrejningspunkterne, når Danish Society for Education and Business (DSEB) og CBS uddeler priser til studerende og ansatte på CBS ved en prisuddeling, hvor alle CBS’ere er inviteret fredag den 24. oktober i Ovnhallen.

Fredag, 24 oktober, 2014 - 13:00 to 14:30
Der kan være regnvåde morgener, hvor cykelturen til CBS virker specielt lang, hvor kaffeautomaten strejker, og hvor man har fået de forkerte papirer med i tasken. Sådanne dage kan en forstående kollega, en hjælpsom medstuderende eller en engageret underviser få dagen på ret køl.
 
- På CBS stræber vi efter excellence, og det er et pejlemærke for såvel de studerende, det administrative og videnskabelige personale. Og hvert år værdsætter og takker vi de af vores kolleger, som har udmærket sig inden for deres område, siger Per Holten-Andersen.
 
Nominer en CBS’er
CBS opfordrer sammen med Danish Society for Education and Business (DSEB – tidligere FUHU) studerende og ansatte på CBS til at nominere de kolleger og medstuderende, der gør en forskel i hverdagen.
Studerende kan nominere medstuderende, som eksempelvis fortjener anerkendelse for engagement i sociale aktiviteter, der forbedrer studiemiljøet. CBS’ videnskabelige personale kan nominere kolleger, der udmærker sig som undervisere, forskere eller begge dele. Både studerende, videnskabeligt personale og administrativt personale kan nominere administrativt personale for særligt engagement eller nye løsninger.
DSEB og CBS opfordrer alle CBS´ere til at nominere gode kolleger inden mandag d. 29. september, hvorefter juryen bestående blandt andet af CBS’ direktion gennemgår nomineringerne og udpeger prismodtagerne.
 
DSEB & CBS Prize Winners’ Reception 2014
Prismodtagerne bliver offentliggjort og fejret ved CBS Prize Winners’ Reception den 24. oktober i Ovnhallen klokken 13:00-14:30, hvor rektor Per Holten-Andersen sammen med DSEB’s bestyrelsesformand, Birgit Aagaard-Svendsen motiverer og overrækker DSEB- og CBS-priserne. Indledningsvist byder programmet desuden på en præsentation fra én af CBS’ anerkendte forskere Andreas Rasche, professor fra Institut for Interkulturel Ledelse og Kommunikation.
 
Første æresalumne i CBS’ historie
Som noget nyt har CBS’ direktion besluttet at udnævne en CBS æresalumne. Æresalumnetitlen er CBS’ anerkendelse af en ekstern person, som er dimitteret fra CBS, og som har gjort en særlig indsats i relation til sit fag eller universitet. Direktionen vil foretage valget på baggrund af en personlig indsats, et nationalt eller internationalt bidrag eller særlige relationer til Copenhagen Business School.
Efter overrækkelserne er der reception, hvor Per Holten-Andersen og resten af direktionen ser frem til et stort fremmøde, så prismodtagerne for 2014 kan blive fejret med maner.
- CBS Prize Winners Reception er en anerkendelse af de studerende og ansatte, der gør CBS til et bedre sted, og jeg ser frem til at læse de mange nomineringer og til at fejre prismodtagerne til prisuddelingen, siger Per Holten-Andersen.
 
Priserne
Til CBS Prize Winners’ Reception bliver følgende priser uddelt:
 
DSEB Forskningsformidlingspris tildeles en forsker/gruppe af forskere, som har formidlet sin/deres forskning på en fremragende og innovativ måde i 2013. Der uddeles to priser á 50.000 kr.
 
DSEB Forskningspris tildeles en forsker/gruppe af forskere for forskning, hvis kvalitet er dokumenteret gennem publikationer i anerkendte tidsskrifter, og hvor forskningsresultaterne har vist sig værdifulde i praksis. Der uddeles to priser af 50.000 kr.
 
DSEB Undervisningspris tildeles en fastansat i den akademiske stab på CBS, som har spillet en ekstraordinær rolle for undervisningen. Der uddeles to priser á 50.000 kr.
 
CBS Administrationspris tildeles en medarbejder/gruppe af medarbejdere for excellent administration i 2013. Der uddeles to priser á 25.000 kr.
 
CBS Studenterpris tildeles en studerende, der har taget initiativ til eller spillet en afgørende rolle i studenteraktiviteter, som ikke er en del af studiet. Der uddeles tre priser á 20.000 kr.
 
 
 
Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2017