Mogensen og Kristiansen live fra CBS
Mogensen & Kristiansen er tilbage på TV 2 News med et nyt magasin. Fokus er som sædvanlig på det politiske spil - og nu i lyset af det kommende folketingsvalg. Fordi 250.000 unge vælgere skal stemme for første gang, bliver magasinet sendt direkte fra fire uddannelsessteder.
12. december klokken 14.40-16.00 bliver programmet sendt direkte fra Kilen. Studerende og medarbejdere opfordres til at komme forbi og vise CBS' ånd.
Hver uge får programmet besøg af én toppolitiker fra både rød og blå blok, der skal svare på spørgsmål om den politiske dagsorden og kommende begivenheder i dansk politik.
I denne uge bliver det formand i Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, der repræsenterer blå blok i programmet. Gæsten fra rød blok vil blive annonceret senere.
Programmet vil være klassisk Mogensen & Kristiansen med diskussioner og analyser af politik, men som noget nyt vil programmet involvere seerne mere via sociale medier.
Mogensen & Kristiansen er blevet sendt fra Kilen to gange før.