21-5 vinder HBH-prisen 2019

Virksomheden 21-5, som tilbyder køb og deling af ferieboliger mellem flere familier, vinder HBH Fondens markedsføringspris 2019.

13/09/2019

cbsdk_indhold_617x347_2019.png
Grafik: CBS

Det er en virksomhed, som kombinerer deleøkonomi, ferie og boliginvesteringer, der løber med årets markedsføringspris. 21-5 er en dansk virksomhed, der i løbet af det seneste årti har markeret sig i Danmark med et koncept om ferieboliger. 21 familier køber 5 ferieboliger sammen, deraf navnet. Virksomheden gør det så godt, at den nu er på vej til Norge, Sverige, USA og Canada, og vinder HBH-prisen 2019, som uddeles på CBS af rektor Nikolaj Malchow-Møller.

- 21-5 et er glimrende eksempel på en virksomhed, der har grebet én af tidens stærke tendenser, nemlig deleøkonomi, og i kombination med en dyb faglig indsigt har skabt en ny forretningsmodel, der giver både kunder og virksomhed et udbytte, siger Nikolaj Malchow-Møller.

HBH-prisen er stiftet af HBH Fonden og uddeles hvert år i samarbejde med CBS. Bag HBH står nu afdøde Henrik Bødtcher-Hansen, som kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning etablerede et firma der med kreativ og moderne markedsføring gjorde navnet HBH kendt for salg af el-artikler i Danmark.

Prisen gives i dag til en person, virksomhed eller organisation, som blandt andet "i sin markedsføring af et produkt eller en idé har gjort sig særligt bemærket via en gennemtænkt analyse og kreativ strategi", og lektor Mogens Bjerre udtaler om dette års modtager:

- 21-5 viser, at deleøkonomi kan bruges inden for mange flere områder, end vi har set indtil videre. Den service 21-5 tilbyder, betyder at ferieboliger bliver brugt oftere, at de lokale handlende øger deres indtægt, og at familierne har mulighed for at vælge mellem flere rejsemål. Det er win-win-win, siger Mogens Bjerre og tilføjer, at 21-5 indtil videre har stiftet mere end 28 foreninger med hver 21 familier og investeret i ejendomme for mere end 1 mia. kr.

Ved prisoverrækkelsen uddeles også årets Troubleshooter Prize af HBH Fonden og CBS. Det er en pris til den eller de studerende, der det forløbne år har skrevet det bedste speciale med sidste års vinder af HBH-prisen, Mikkeller, som casevirksomhed. Vinderen belønnes med 50.000 kroner.

Prisuddelingen finder sted på CBS 19. september kl. 15-17 i lokale PHRs20, Råvarebygningen, Porcelænshaven 22, 2000 Frederiksberg.

Tilmeld dig her

Læs mere om 21-5 her
 

Hvad er HBH-prisen?

HBH Fonden uddeler i samarbejde med CBS hvert år en markedsføringspris, HBH Prize, til en person, en virksomhed eller organisation:

“Som i sin markedsføring af et produkt eller en idé har gjort sig særligt bemærket via en gennemtænkt analyse og kreativ strategi, og hvor en original kombination af tanker, ord og billeder i formidlingen har skabt en unik dialog mellem afsender og modtager. Det er endvidere en betingelse, at den præmierede person, virksomhed eller organisation har udvist et højt mål af etik både i sin handlen og markedsføring”.  



  

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 07/10/2019