8 mio. kr. fra Industriens Fond skal nytænke industrien

Et nyt fireårigt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan danske produktionsvirksomheder kan øge overskuddet ved at sælge service sammen med produkter. Projektet finansieres med otte millioner kroner af Industriens Fond.

17/09/2014

CBS skal sammen med Industriens fond undersøge yderligere, hvordan danske produktionsvirksomheder kan øge overskuddet ved at sælge service sammen med produkter. Dette kaldes “Servitization” og er en helt ny måde at tænke på, og det kræver udvikling og systematisering af processer og implementering.

- Det 4-årige forskningsprojekt vil inddrage både store og små virksomheder med forskellige typer af kerneforretninger, lige fra producenter af originalt udstyr til leverandører og underleverandører af komponenter og materialer, fortæller professor Christer Karlsson fra CBS.

Det nye projekt fra CBS, som finansieres af Industriens Fond, går i dybden med resultaterne af et forstudie fra foråret 2014. Forstudiet undersøgte og beskrev udfordringer, der gør Servitization nødvendig, forskellige former for servitization, processer til udvikling af Servitization og vigtige udfordringer i forbindelse med implementeringen. Alt dette er opsummeret trin for trin i en praktisk håndbog, der frit kan downloades. Et par virksomheder er efterfølgende gået i gang med at udvikle deres egne servitizationmodeller ud fra håndbogen.

Projektet forventes blandt andet at blive bredt ud til 200 virksomheder med omkring 15 casestudier og et eller flere længerevarende feltstudier. Der er i alt afsat 8.000.000 kroner til projektet, som løber over fire år (oktober 2014-2018).

 

Kontaktpersoner

Professor Christer Karlsson, Academic Director, CBS Competitiveness Platform, tlf. 3815 2387
Administrerende direktør for Industriens Fond, Mads Lebech, tlf. 70 209 208

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2017